Men kort før den planlagte reform af beskæftigelsessystemet lægger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu afstand til partifællens udmelding.
"Jeg kan ikke se noget grundlag for at sammenligne erfaringer på dagpengeområdet og kontanthjælpsområdet til en vurdering af, om der generelt er rådighedsproblemer på hverken det ene eller det andet område," lød det fra ministeren i Folketingets spørgetime onsdag.
I løbet af det senest opgjorte år har næsten 29 procent af de jobklare kontanthjælpmodtagere modtaget en økonomisk straf af deres jobcenter for at udeblive fra et møde eller aktivering, mens kun 3 procent af dagpengemodtagerne blev straffet af a-kassen.
Mette Frederiksen ærgrer sig dog over den mudderkastning, der foregår mellem jobcentre og a-kasser.
"Det sidste, som beskæftigelsessystemet har brug for, er puniske krige mellem a-kasser og jobcentre. ? Hvis der er problemer med rådighed, skal det afdækkes og adresseres, jeg reflekterer gerne over - både alene og i fællesskab med andre politikere, hvordan vi gør det her bedre," sagde hun.
Ifølge KL oplever mange jobcentre, at a-kasserne ikke reagerer på indberetninger om ledige, der bryder reglerne. Men Mette Frederiksen afviser, at der er behov for at underkaste a-kasserne et nærmere eftersyn. Ministeren taler uden om, lyder det fra Venstre.
"Ministeren afviser at forholde sig konkret til kritikken fra KL. Det er ærgerligt, at ministeren ikke er interesseret i at afklare, hvorfor der er så stor forskel på a-kassernes og jobcentrenes sanktioner," siger Hans Andersen til Avisen.dk.
Venstre deler kommunernes overbevisning om, at a-kasserne straffer de ledige for lidt, og har foreslået at flytte de såkaldte rådighedsvurderinger af dagpengemodtagere over til jobcentrene i forbindelse med den kommende reform.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen er der ingen dokumentation for KL's påstand om, at a-kasserne sanktionerer for lidt.
Han mener tværtimod, at modsætningen mellem Mette Frederiksen og Jacob Bundsgaard udspringer af den stillingskrig, der foregår forud for beskæftigelsesreformen.
"Bundsgaard er jo ikke socialdemokrat i denne sammenhæng. Han er kommunernes mand. Og kommunerne har indgået en alliance med Dansk Arbejdsgiverforening for at sikre, at a-kasserne ikke får for meget indflydelse i et nyt beskæftigelsessystem," siger professoren fra Aalborg Universitet til Avisen.dk.
Læs det hele her.