Budget på plads i Aarhus: Milliongæld forsvinder

Politik

20/9/13 8:31

Et bredt politisk flertal har i Aarhus Byråd forhandlet sig frem til budgettet for de kommende år

Aarhus Kommunes husholdningsbudget for perioden 2014 til 2017 er faldet på plads, efter at et bredt politisk flertal i byrådet fredag har indgået forlig.

Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og to løsgængere står bag aftalen. Venstre, Konservative og Enhedslisten forlod forhandlingerne før tid.

Ifølge en pressemeddelelse fra borgmesterkontoret tager budgetforliget hånd om især folkeskolen, det sociale område samt forholdene for ældre, hjemløse og voksne med handicap.

Samtidig indeholder aftalen en fuldt finansieret sanering af socialområdets gæld på over 400 millioner kroner.

- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at samle et politisk bredt flertal bag en rigtig god aftale. Dermed har byrådets flertal udstukket en sikker kurs frem mod fornyet vækst samtidig med, at vi styrker forholdene for nogle af de mest udsatte grupper, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Gældssaneringen på socialområdet betyder blandt andet, at kommunen kan styrke botilbud for voksne med handicap, ligesom at området for borgerstyret personlig assistance skærpes.

Derudover peger forligspartierne på, at man sætter ind over for ungdomsarbejdsløshed, som betyder, at der skal investeres 11,5 millioner kroner for at få unge ledige på ret køl.

I budgettet er der gjort plads til, at politikerne kan øge udgifterne til pasningstilbud, folkeskole, ældreomsorg og socialområdet med over 500 millioner kroner i takt med befolkningstilvæksten.

/ritzau/

 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce