Bupl: For få pædagoger til aktiviteter hele dagen

Velfærd

20/04/2014 12:00

Normeringen i landets vuggestuer gør det svært at sprede aktiviteter ud over hele dagen, mener Bupl

Med gennemsnitligt fem-seks børn per pædagog i landets vuggestuer er det svært at have planlagte aktiviteter for børnene hele dagen.

Det siger Sanne Lorentzen, formand for Lederforeningen i Bupl, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, efter at Politiken søndag skriver, at der er markant færre planlagte aktiviteter i landets vuggestuer om eftermiddagen.

Det kommer af en rundspørge blandt 651 daginstitutionsledere.

- Vores normering i vuggestuerne er alt, alt for dårlig. Man kan ikke sætte en helt masse aktiviteter i gang om eftermiddagen, når man samtidig skal have børn, der har sovet på forskellige tider, op fra middagslur, og de samtidig skal have mad, siger hun.

I Politikens rundspørge svarer 40 procent af lederne, at der om eftermiddagen i "meget høj" eller "høj" grad er planlagte aktiviteter såsom sang, leg og læring for børnene.

Om formiddagen lyder det tilsvarende tal på 90 procent.

Det er dog ikke nødvendigvis dårligt med færre aktiviteter, da børnene også lærer, når der ikke lige er en planlagt aktivitet, mener Bupl.

- Jeg mener ikke, at små børn skal være i aktivitet hele tiden. Små børn lærer bedst på den måde, at de først lærer noget og bagefter skal have tid til at øve sige og bearbejde det, siger Sanne Lorentzen og tilføjer:

- Men vi ville selvfølgelig gerne kunne planlægge noget mere, hvis vi havde en bedre normering.

Sanne Lorentzen mener, at normeringen kunne forbedres, hvis kommunerne brugte nogle af flere de 500 millioner kroner, som regeringen sammen med Enhedslisten årligt har afsat til at forbedre kvalitetens i landets daginstitutioner.

Hun mener desuden ikke, at det er muligt at ændre på normeringen ude i institutionerne, så aktiviteterne fordeles mere spredt ud over dagen.

- Det er jo også et praktisk spørgsmål, for pædagogerne skal have et liv ved siden af og have noget at leve af. Man kan ikke bare dele normeringen op i små bidder, siger Sanne Lorentzen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.