Danmark degraderet som klimaduks

Bæredygtighed

20/11/2016 13:55

Nick Allentoft

Fra at være i toppen gennem fem år er Danmark nu røget ned på en 13.-plads på indeks over grøn klimapolitik. Forventeligt lyder det fra Greenpeace, mens Dansk Energi mener at opgørelsen er misvisende.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark får klø i et nyt globalt indeks over den nationale klimaindsats. Fra en topplacering de seneste fem år rasler Danmark i år ned på en 13.-plads. Det fremgår af "Climate Change Performance Index 2017", som onsdag blev fremlagt på klimakonferencen COP22 i Marokko.

Opgørelsen udarbejdes af den tyske miljøorganisation Germanwatch i samarbejde med netværket Climate Action Network (CAN) Europe.

LÆS OGSÅ: Energiaftalen bliver 1.5 mia billigere end ventet

Danmarks tabte førerstatus skyldes det vendepunkt, der indtraf med Venstre-regeringen, forklarer Jan Burck fra Germanwatch.   - Danmarks politik var tæt på at leve op til målet om at begrænse global opvarmning til 1,5-2 grader. Men det er ikke længere tilfældet. Danmark ligger stadig i den øvre ende, men gør ikke nok, siger Jan Burck.   Forfatterne har ladet de tre øverste pladser i indekset stå tomme, for ingen lande gør sig fortjent til at ligge der, mener de. Frankrig indtager nu fjerdepladsen, og Sverige, Tyskland og Storbritannien er i fare for at ryge nedad på listen. Det skyldes nedskæringer på vedvarende energi og tvivl om de langsigtede klimamål.   Ifølge Lars Aagaard, adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, skal man ikke lægge for meget i opgørelsen.   - Man tager udgangspunkt i erklærede ambitioner, som ikke er understøttet af politiske initiativer. Eksempelvis SR-regeringens ambition om at udfase brug af kul og gas i 2030 og 2035, siger Lars Aagaard.   Han mener desuden, at folkene bag indekset foruddiskonterer udfaldet af forhandlingerne om PSO-afgiften. Endelig mener han, at opgørelsen ser helt bort fra byrdefordelingen i EU, når det gælder krav om CO2-reduktioner i landbrug, transport og boliger. Her har Danmark fået et af de skrappeste reduktionsmål (39 procent i 2030).   Greenpeace: Regeringen får fortjente klimatæsk - Det er helt forventeligt og en afspejling af den sorte kurs, den nuværende regering fører. Det er dræbende for troværdigheden, når regeringen prøver at slå PSO-afgiften ihjel og dermed princippet om, at forureneren betaler, mener Jens Mattias Clausen, politisk rådgiver i Greenpeace.   Han peger på, at man i Tyskland og Tjekkiet har fundet alternative måder at organisere PSO-afgiften på i stedet for at vælte den over på skatteyderne.   - Og så bør regeringen leve op til energiforliget i stedet for at ville droppe diverse vindmølleparker, siger han.   Det årlige indeks over klimaindsats er udarbejdet af den tyske miljøorganisation Germanwatch og netværket Climate Action Network (CAN) Europe. 280 eksperter har medvirket, oplyser forfatterne.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.