Fængselsbetjent blev overfaldet da han hentede sine børn

Ledelse

06/09/2016 14:31

Nick Allentoft

Op mod 40 tilfælde siden juli af chikane og vold mod fængselsbetjente i deres fritid, siger Fængselsforbundet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En fængselsbetjent blev mandag overfaldet af to tidligere indsatte, da han opholdt sig ved en børneinstitution i københavnsområdet for at hente sine børn.

Betjenten blev slået i ansigtet med knyttet næve og spyttet på, oplyser Fængselsforbundet tirsdag.

Sammen med sin samlever var han kørt hen til institutionen. Mens hans kone hentede børnene, kom to mænd hen til ham.

De råbte "ludersøn" på tyrkisk, efter at den ene havde slået ham i ansigtet, mens den anden havde spyttet på ham.

De to tidligere indsatte var vrede over en hændelse i forbindelse med den enes afsoning, oplyser Fængselsforbundet.

- For mig er grænsen for længst overskredet, siger forbundets formand, Kim Østerbye.

- Det er fuldstændig absurd, at fængselsbetjente skal være ængstelige i deres fritid, siger han.

Mandagens episode er meldt til politiet. Kim Østerbye siger, at han forventer, at politiet hurtigt skrider til anholdelse i sagen.

Siden juli har forbundet registreret et stort antal sager, hvor betjente er blevet truet og chikaneret i deres fritid.

I alt nærmer antallet sig 40 siden midten af juli.

Dengang blev en betjent skudt ned, da han mødte på sit arbejde ved fængslet i Nyborg. Tidligere blev en betjent overfaldet nær Vestre Fængsel i København.

- Politi og domstole må behandle disse sager med den allerstørste alvor, lyder opfordringen fra Kim Østerbye.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.