FAKTA: Det siger de om Løkkes sejr på krisemøde

Politik

04/6/14 4:56

Nick Allentoft

Låååå lå lå lå lå lå lååååå lå låååå, lød det fra Løkke-støtte på Twitter, da formanden klarede skærene.

Efter et cirka syv timer langt møde i Venstre stod det natten til onsdag klart, at Lars Løkke Rasmussen trods mange kritiske røster undgår et ekstraordinært landsmøde og fortsætter som formand.

Det har affødt mange kommentarer - blandt andet på sociale medier.

Blandt dem, der har sat sig til tasterne på Facebook, er Lars Løkke Rasmussen selv, der onsdag morgen er tilbage i København: 

- Endelig, endelig tilbage i København efter gårsdagens meget lange og åbenhjertelige møde i Venstres hovedbestyrelse, hvor vi satte punktum for interne stridigheder og nu ser fremad. 

- 1000 tak for de ufattelig mange positive kommentarer, jeg i en vanskelig stund har fået her på Facebook og på gader og stræder. Det har holdt mit humør oppe og min kampkraft intakt. 

Læs også: Oplys om bilag og danskeren taler om bilag

* Folketingsmedlem og Løkke-støtte Martin Geertsen (V) på Facebook:

- Jaaaaaaaaaaaaaa !!!!!!

Og derefter:

- For lige at udbygge en følelsesladet update: Det er godt for Venstre, at Lars og Kristian fortsætter i makkerskab.

* EU-parlamentariker Jens Rohde (V), der havde ønsket Løkkes afgang:

- Jeg er en del af partiet, og jeg er ikke sådan en, der truer med at gå. Jeg truer med at blive.

* Politisk kommentator Søs Marie Serup i BT:

- Løkke har i den grad demonstreret, at han har et Clinton-gen. Når det ser allermest håbløst ud, så vinder han folk tilbage med sin personlighed.

* Venstres lokalformand på Lolland og Løkke-kritiker, Benny Damgaard: 

- Jeg har været kritisk over nogle bilag, men aldrig over for politikken. Vi er enige om at stå bag denne beslutning. Sådan er det.

* Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen (V) på Twitter:

- Låååå lå lå lå lå lå lååååå lå låååå - forza Løkke Lars!

* Folketings- og hovedbestyrelsesmedlem Michael Aastrup Jensen, der ifølge DR havde trukket støtten til Løkke, på Facebook:

- Jeg er en del af den enstemmighed, der var på mødet i, at Lars Løkke skal fortsætte som formand.

- Det betyder ikke, at partiet ikke stadigvæk er i krise, men nu må vi alle bruge de næste dage til at få klinket skårene i både vores organisation og over for vores vælgere, så vi styrket kan bruge de næste måneder til at bygge et godt liberalt borgerligt alternativ op mod Helle Thornings reformtrætte regering.

Politisk ordfører Inger Støjberg (V) på Facebook:

- I aften vandt fællesskabet og kærligheden til Venstre. Fra i morgen handler det om at vælte Helle Thorning!

* Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden og søn af Lars Løkke Rasmussen, Bergur Løkke Rasmussen (V), på Facebook: 

- Er dybt tilfreds med, at Poul Madsen og Co. (Ekstra Bladets chefredaktør, red.) ikke fik lov til at bestemme, hvem der skal være vores og MIN formand! Så skal der soves to timer i timen og bestås en eksamen i morgen!

/ritzau/