FAKTA: Det vil partierne med børnechecken

Politik

21/3/14 9:37

Regeringen ligestiller EU-borgere med danskere, men De Konservative kræver to års arbejde for at få børnecheck

Skatteminister Morten Østergaard (R) forhandler fredag regler om børnecheck til EU-borgere såvel med Venstre som De Konservative og Enhedslisten. Samtidig har både regeringen og oppositionen fremsat lovforslag og beslutningsforslag om sagen:

* Regeringens lovforslag ligestiller EU-borgere med danskere, så de kan få børnecheck fra første dag i arbejde i Danmark. Lovforslaget afskaffer VK-regeringens optjeningsprincip, som kræver to års arbejde i Danmark for at få fuld børnecheck.

* De Konservatives beslutningsforslag fastholder optjeningsprincippet ved børnechecken. Folketinget behandler 3. april beslutningsforslaget i folketingssalen.

* Enhedslisten fremsætter et lovforslag, som giver alle EU-borgere, der arbejder i Danmark, ret til børnecheck fra dag et. Den eneste betingelse er, at børnene skal bo i Danmark og ikke i udlandet. Lovforslaget kan ifølge eksperter være i strid med EU-retten.

* Det er usædvanligt, at et parti fremsætter et lovforslag i stedet for et beslutningsforslag. Regeringen afviser De Konservatives beslutningsforslag. I Enhedslistens lovforslag står der i bemærkningerne, at man erkender, at loven kan være i strid med EU-retten.

Så længe denne bemærkning er med, har loven juridisk forrang for EU's forordning. Så er regeringen ifølge Politiken forpligtet til at følge Enhedslistens lovforslag, hvis det bliver vedtaget.

/ritzau/