Flertallet af SF's kredsformænd er imod Dong-aftale

Politik

29/01/2014 12:13

SF er under internt pres inden møde mellem folketingsmedlemmerne og landsledelsen om omstridt salg af Dong.

Regeringens planer om at sælge dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har skabt voldsom debat internt i SF, hvor partiledelsen onsdag er indkaldt til krisemøde.

Også formændene for SF's storkredse er imod aftalen. Det viser en rundringning, som DR Nyheder har lavet.

DR har talt med syv af de 10 kredsformænd. De fem af dem siger, at de er lodret imod aftalen. Én mener, at beslutningen som minimum bør udsættes, mens én er i tvivl om sit standpunkt.

Ingen af de syv er decideret for et SF-ja til aftalen, sådan som der ellers er lagt op til, når Folketingets Finansudvalg torsdag skal stemme om aftalen.

- En kedelig affære, siger formanden for Nordsjællands storkreds Bo Finsen, der er en af dem, der er meget kritisk over for aftalen, til DR Nyheder og fortsætter:

- Jeg mener ikke, at SF skal deltage i den. Jeg siger, at SF bør arbejde mest muligt på, at det her bliver lavet om, at det bliver udskudt, og at der bliver søgt andre muligheder.

Også Niels Erik Ramshøj, der er formand på Fyn, er skuffet over sit partis rolle i Dong-sagen.

- Jeg synes, at man burde sætte det på standby og forsøge at finde en anden partner, siger han til DR Nyheder.

Flere politiske eksperter har peget på, at et eventuelt SF-nej til torsdagens afstemning kan være lig med partiets exit fra regeringen.

Ingen af kredsformændene vil sige, at de vil have SF ud af regeringen, men aftalen vækker alligevel undren over SF's rolle i samarbejdet.

- Hvis SF-stemmer skal være med til at gennemføre et salg som det her, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor vi skal være i regering, siger Lars Jørgensen, der er formand for Bornholms storkreds.

- Jeg synes, at SF i lang tid nu har måttet tage en masse borgerlig politik i den her regering, og det må være på tide, at vi får markeret os lidt bedre, end vi har indtil nu, lyder det fra Bo Finsen ifølge DR Nyheder.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce