Frivilligt arbejde skal undtages for APV-krav

Politik

13/03/2014 14:44

Regeringen klar med forslag, som fritager frivilligt arbejde i foreninger og organisationer for papirarbejde.

Organisationer og foreninger, hvor borgerne laver frivilligt arbejde, slipper nu for at bruge tid og kræfter på at lave arbejdspladsmiljøvurderinger (APV).

Regeringen vil fremsætte et nyt forslag, som skal sikre, at frivilligt arbejde bliver undtaget fra krav om APV, oplyser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- Regeringen ønsker at støtte op om det frivillige arbejde, som er afgørende for et stærkt dansk foreningsliv og for den sociale sammenhængskraft i vores samfund.

- Unødigt bureaukrati må ikke være stopklods for frivilligt arbejde i Danmark. Derfor foreslår vi, at nonprofit-foreninger ikke skal bruge ressourcer på at udarbejde en arbejdspladsmiljøvurdering, hvis de frivillige kun arbejder der i få timer om ugen. Det er spild af gode kræfter, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Regeringen foreslår konkret, at frivilligt arbejde, som har karakter af en fritidsaktivitet, bliver fritaget fra krav om APV.

Det vil betyde, at frivillige trænere og instruktører i blandt andet svømmeklubber, folkedanseforeninger kan slippe for at bruge tid på APV-undersøgelser.

Der kan dog fortsat være frivilligt arbejde, som ikke er omfattet af regeringens forslag, hvis det er af længere varighed og af forpligtende karakter.

Samtidig er det afgørende, at arbejdet sker for en forening, som har et nonprofit eller almennyttigt formå.

Hos DGI har man i flere år kæmpet mod de bureaukratiske regler, som har sidestillet frivilligt arbejde med almindelig lønnet arbejde. DGI's formand, Søren Møller, hilser derfor ministerens nye udspil velkommen.

- Man bliver ikke frivillig i en idrætsforening for at bruge sin tid på at lave arbejdspladsvurderinger. Det kræver timer at være frivillig, og i DGI synes vi ikke tiden skal gå med APV, men med at skabe en attraktiv idrætsforening og få endnu flere danskere til at dyrke idræt.

- Derfor er det glædeligt, at ministeren har taget initiativ til at ændre reglerne, siger Søren Møller til dgi.dk.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce