Gamle partier tabte i Frankrig: Macron og Le Pen videre

Politik

24/04/2017 10:47

Nick Allentoft

Le Pen og Socialister og republikanere skal i gang med stor selvransagelse, lyder det fra iagttager af fransk valg. Politikere fra både højre og venstre bakker op om Emmanuel Macron i opgøret med Marine Le Pen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Prognoserne for første runde af det franske præsidentvalg viser en forventet afklapsning til de traditionelle regeringspartier i Frankrig. Det fortæller Henrik Prebensen, seniorforsker ved Institut for Romansk på Københavns Universitet, der har fulgt den franske valgkamp.   - Det er virkelig en udradering af de traditionelle franske partier, og det er spændende, hvordan det kommer til at gå fremover med dem, siger han. 

Ny Europa-sektion på DenOffentlige

Europa-debatten er blevet historisk væsentlig. Derfor kan du på DenOffentlige.dk/europaeisk-samarbejde finde en selvstændig sektion, der debatterer og formidler fra debatten om Europa og det europæiske samarbejde.

Vores Europasektion skabes i samarbejde med udgiverne på DenOffentlige.

Ifølge de første prognoser, der er kommet, efter at valgstederne søndag aften lukkede i Frankrig, er det midterkandidaten Emmanuel Macron og den højreorienterede Marine Le Pen, der går videre til anden runde af det franske præsidentvalg.   Resultatet var ventet i de fleste meningsmålinger, og det interessante bliver nu de næste ugers valgkamp, hvor det blandt andet vil vise sig, hvilken opbakning Macron og Le Pen får fra de resterende partier.    LÆS OGSÅ: Det du skal vide om valget i Frankrig   Mens Macron altså allerede kan vide sig forholdsvis sikker på opbakning, skal der kigges anderledes indad hos blandt andre socialisterne og republikanerne.    - Der skal ske en ransagning af hjerte og nyre hos alle partier, siger Henrik Prebensen med henvisning til de traditionelle magtfulde partier, der alle har måtte se sig overhalet af Macrons parti En Marche! og Le Pens Front National.   Republikanerne skal sandsynligvis lede efter en ny frontfigur efter Francois Fillons skandaleprægede valgkamp. Men også socialisterne skal samle partiet sammen på ny.    - Socialisterne skal starte helt fra bunden, siger Henrik Prebensen.    Franske toppolitikere samler sig bag Macron Så snart det stod klart, at kampen om den franske præsidentpost bliver et opgør mellem centrumkandidaten Emmanuel Macron og højrefløjslederen Marine Le Pen, erklærede en lang række toppolitikere deres støtte til den 39-årige politiske komet og opfordrede vælgerne til at gøre det samme.   To af de kandidater, der ikke ser ud til at gå videre til anden valgrunde, opfordrer deres vælgere til at stemme på Macron 7. maj.

- Der er ikke andet valg end at stemme imod den yderste højrefløj. Jeg vil derfor stemme for Emmanuel Macron, siger den konservative François Fillon.

Samme opfordring lyder fra Socialistpartiets kandidat, Benôit Hamon, som har lidt et knusende nederlag og ser ud til at måtte tage til takke med en femteplads. Frankrigs tidligere premierminister, Alain Juppé, advarer direkte mod at lade Marine Le Pen blive præsident.   - Uden at tøve støtter jeg Emmanuel Macron i hans duel mod Front National, som vil føre Frankrig ud i katastrofe, skriver Juppé på Twitter.   Frankrigs største fagforening, CFDT, opfordrer ligeledes de franske vælgere til at slå Front National i anden runde af det franske præsidentvalg ved at stemme på Macron.   Den siddende præsident, François Hollande, har lykønsket Macron med valgsejren.   Den samme har Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, der glæder sig over resultatet og erklærer sig "sikker på", at Macron vil blive valgt til Frankrigs næste præsident ved den afgørende valgrunde 7. maj.   Danske politikere sætter deres lid til franske Macron De danske politikere ønsker over en bred kam, at den 39-årige centrumpolitiker Emmanuel Macron vinder præsidentvalget.  Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lykønsker på Twitter den unge politiker:   - Vi bør afvente det endelige valg, men Europa har brug for et fordomsfrit og reformorienteret Frankrig. Held og lykke!   Også Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, sætter sin lid til, at Macron kan slå højrenationalisten Marine Le Pen fra Front National.   - Jeg både tror og håber, at Macron bliver Frankrigs næste præsident. Det vil være både i Frankrigs og Europas klare interesse, og jeg håber derfor, at han de næste to uger vil kunne samle bred opbakning fra den franske befolkning, siger Wammen i en skriftlig kommentar.   I samme toner lykønsker De Radikales partileder, Morten Østergaard, på fransk den unge midterkandidat på Twitter, mens Dansk Folkeparti kritiserer politikernes indblanding.   Det klæder ikke andre politikere at blande sig i den franske præsidentvalgkamp, lyder kritikken fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. På Twitter skriver han:   - Lad dog franskmændene træffe deres eget valg. Hvorfor skal så mange - inklusiv den danske statsminister - blande sig?   Også blandt danske politikere er der modstand mod Macron. Enhedslistens Pelle Dragsted ærgrer sig over, at valget står mellem "nyliberalisten og højrenationalisten".   Valgets vinder bliver Frankrigs præsident de næste fem år.  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.