IT-giganter bruger samme værktøj: Fangede børneporno i Facebook-beskeder

Infrastruktur

15/01/2018 14:29

Nick Allentoft

Specielt udviklet overvågningsprogram hjælper med at opdage, når børnepornomateriale spredes på nettet via sociale medier.

Et kraftigt og gratis it-værktøj var med til at udpege de mere end 1000 danskere, der nu bliver sigtet for at have spredt børnepornografisk materiale via Facebook-appen Messenger. Det drejer sig om programmet PhotoDNA, der kan screene store datamængder og spotte billeder, der indeholder børneporno. Det er udviklet af it-giganten Microsoft, og Ole Kjeldsen, der er teknologidirektør i Microsoft Danmark, forklarer, hvordan det virker.

- Det gennemgår billederne og laver et matematisk fingeraftryk af, hvad hvert enkelt billede indeholder.

- Det bliver sammenlignet med et internationalt register over kendte børnepornobilleder, og så reagerer algoritmen, hvis der er sammenfald.

- Den opdager også, hvis der er ændret en lille smule i billedet, for eksempel hvis det er gjort sort-hvidt, eller hvis størrelsen er ændret, siger han.

Når algoritmen finder et match, bliver der samtidig sendt besked til de relevante myndigheder, der kan gå videre med efterforskningen.

Microsoft har oprindeligt udviklet værktøjet for at kunne overvåge sine egne tjenester, men har stillet det gratis til rådighed for andre, der måtte ønske det.

Det har blandt andre Facebook, Googles Gmail og Twitter takket ja til, og på den måde har de sociale medier sørget for, at det virtuelle fiskenet er blevet endnu strammere.

- Vi har selv et ansvar i forbindelse med, at vi driver store tjenester som Onedrive og Outlook.

- Men der er så store datamængder derude, at man ikke kan overvåge dem alene.

- Derfor er det oplagt at samarbejde med andre, og det styrker også kun vores egen chance for at opdage ulovligt materiale, siger Ole Kjeldsen.

Hos Facebook, der foruden Messenger også ejer Instagram, fortæller Peter Münster, der er selskabets kommunikationschef i Norden, at man ikke har nogen kommentarer til den aktuelle sag.

Men han bekræfter, at Facebook bruger PhotoDNA og samtidig har en lignende teknologi i brug til at understøtte kampen mod hævnporno.

- I forhold til ikke-kendt indhold har vi bygget en rapporteringsfunktion ind i vores tjenester, der gør det let og hurtigt for vores brugere at rapportere indhold til os, hvis de er i tvivl om, hvorvidt det hører hjemme på Facebook.

- Vi gennemgår rapporterne og fjerner det indhold, der overtræder vores regler, siger Peter Münster.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce