Kartoffelkurens far Palle Simonsen er død

Politik

18/4/14 9:30

Palle Simonsen, konservativ eksminister med stort socialt engagement, er død efter en blodprop. Han blev 80 år

Den tidligere konservative social- og finansminister Palle Simonsen er død i en alder af 80 år.

Han blev 1. marts ramt af en blodprop i hjernen og døde den 16. april omgivet af sin nærmeste familie, skriver Berlingske.

Palle Simonsen var livet igennem meget optaget af socialpolitik og hensynet til samfundets svageste, og han var efter sin politiske karriere ikke bange for at skælde Lars Løkke Rasmussens VK-regering ud for at glemme anstændigheden over for de svageste i samfundet.

I 2009 skrev han bogen "Gemt eller glemt - alle har ret til at være med" for at skabe debat om holdningerne til samfundets svageste.

Bogen udkom i en tid, hvor den daværende VK-regering efter Palle Simonsens mening løb efter den i forvejen velbjærgede middelklasse ved blandt andet at forhøje børnechecken og reducere taksterne i daginstitutionerne, samtidig med at man glemte de svageste børn.

- Konservatismen står jo netop for borgerlig anstændighed. Det kniber gevaldigt med at få øje på den for tiden, sagde Palle Simonsen til Information i forbindelse med lanceringen af bogen.

- Vi er et 90-procent samfund. Det er de 10 procent, vi overser, for dem er der ingen stemmer i.

- Middelstanden har som en gøgeunge raget til sig og skubbet de svage ud af velfærdsreden, har Palle Simonsen også sagt i et interview.

Palle Simonsen blev født 6. maj 1933 i Sall ved Hammel i Østjylland og handelsuddannet. Efter blandt andet at have været direktør i Civilforsvarsforbundet kom han i 1968 i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

I Poul Schlüters regeringstid var han fra 1982 til 1984 socialminister.

Inspireret af sine erfaringer fra tillidsposter inden for arbejdet med spastisk lammede betragtede han det som et holdningsministerium. Han ville vise omverdenen, at konservatisme også kunne betyde social bevidsthed.

Siden blev han en kontant og respekteret finansminister frem til 1989.

Han gennemførte kartoffelkur, afgiftsforhøjelser og fjernelse af dyrtidsreguleringen for at rette økonomien op.

I efteråret 1989 forlod Palle Simonsen til manges forbløffelse politik. Selv sagde han, at det politiske liv havde været spændende og berigende og givet ham mange værdifulde erfaringer - men han frygtede, at prisen for at deltage i det ville blive for høj.

Efterfølgende skabte han sig en karriere uden for Christiansborg som direktør i ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension, frem til 1998 og som formand for blandt andet Post Danmark og Socialforskningsinstituttet.

Palle Simonsen efterlader sig hustruen gennem 53 år, Kirsten Simonsen, og tre døtre.

Begravelsen finder ifølge Berlingske sted fredag den 25. april klokken 10.30 i Messiaskirken i Charlottenlund.

/ritzau/

 

Tilmeld nyhedsbrev

Læs også

08/4/21 8:14

Politik
Lars Løkke smider kæmpe bombe: Hyrer tidligere Venstre-figurLars Løkke Rasmussen har hyret den tidligere Venstre-figur, der nu gør comeback efter tre års pause fra politik.

23/10/16 7:35

Politik
Morten Messerschmidt sygemeldt på ubestemt tidMesserschmidt er blevet sygemeldt og Dansk Folkeparti har nu øget det beløb, der tilbagebetales, til 2.5 million kroner.

03/2/22 9:31

Politik
Vanvittig løn: Så meget får Barbara BertelsenDet lille webmedie Journalista.dk har undersøgt, hvad en af hovedrolleindehaverne i Minksagen, Barara Bertelsen får i årsløn. Svaret er, at departementschefen og dermed den øverst placerede embedsmand i Statsministeriet tjener langt mere end Statsministeren.

04/5/22 1:56

Kommunalt
P-selskaber skovler formuer ind på ulovlige p-afgifterHvis du klager over en p-afgift, kan det være en god ide at tage sagen hele vejen til Parkeringsklagenævnet.

10/5/22 12:28

Europa
Se videoen: Svensk granatkaster pulveriserer russisk tankUkraines forsvar har offentliggjort en video af en russisk tank, der bliver sprængt i luften - angiveligt med en granatkaster leveret af Sverige.

06/5/22 7:08

Europa
Forsker: Derfor er Ukraine begyndelsen på enden for PutinVerden holder vejret, for vil Putin erklære officielt krig mod Ukraine d. 9. maj? Uanset hvad ser norsk forsker sprækker i Putins ellers så solide greb om magten i Rusland.

05/5/22 2:41

Putin vil ydmyge 500 ukrainske krigsfanger under paradeHvert år fejrer Rusland d. 9. maj med en stor parade - men organisation advarer om, at årets fejring bliver anderledes brutal.

04/5/22 7:34

Politik
Stolt Mette Frederiksen: For første gang i 20 årMette Frederiksen glæder sig over at det nu sker for første gang i 20 år.