Kommuner beskytter biler bedre end ansatte

Politik

15/1/13 11:04

Suleman Haider

Fagforbund raser over, at medarbejdere er ringere stillet ved vold på arbejdet end ulykker på landevejene.

Sosu-assistenter, socialpædagoger og skolelærere går glip af flere hundrede tusinde kroner, hvis de bliver slået ned af de forkerte.

For de fleste kommuner bruger hverken penge på at forsikre voldelige borgere eller de institutioner, de er anbragt på. Kommunerne har nemlig ikke pligt til at ansvarsforsikre borgere, der ikke selv har en forsikring, selvom de er til fare for deres omgivelser.

Til gengæld har kommunen pligt til at ansvarsforsikre de kommunale biler i tilfælde af trafikulykker. Det skriver Avisen.dk.

- Det er grotesk og helt urimeligt. Det må ikke være sådan, at der er tvivl om, hvorvidt man er tryg, når man går på arbejde, siger Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogernes Landsforbund, til Avisen.dk.

Samme melding lyder fra Dennis Kristensen, formand for FOA:

- Det er tudetosset, at en sosu-assistent er ringere stillet, hvis hun bliver udsat for vold på plejehjemmet, end hvis hun bliver ramt af en bil i fodgængerfeltet.

Og konsekvenserne for de kommunalt ansatte er store. Den tilskadekomne får nemlig ingen erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller svie og smerte, hvis skadevolderen ingen ansvarsforsikring har. Den tilskadekomne får kun erstattet selve arbejdsskaden.

Det er en principiel dom fra oktober, der betyder, at landets kommuner nu - med loven i hånden - kan nægte at ansvarsforsikre en borger, selvom det er deres egne ansatte, det går ud over, hvis de får et skub eller bliver nikket en skalle.

Offeret i den aktuelle retssag er en kvindelig socialpædagog, der blev gjort halvt invalid af en voksen autist uden ansvarsforsikring. Autisten bor på et kommunalt autismecenter i Aabenraa, der heller ikke er forsikret.

Socialpædagogen tabte sagen. Dommeren konkluderede, at en kommune ikke er forpligtet til at forsikre en autist uden ansvarsforsikring.

Undersøgelser viser, at en fjerdedel af FOAs medlemmer er udsat for vold eller trusler om vold hvert år. FOA har cirka 200.000 medlemmer, hvoraf en stor del er sosu-assistenter.

Kommunernes Landsforening (KL) lytter til kritikken, men har ikke tænkt sig at tvinge landets kommuner til at forsikre borgere, der er til fare for de offentligt ansatte, skriver Avisen.dk.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce