Mindre erhvervsdrivende melder i stigende grad om, at kommuner er dårlige til at betale deres regninger.
En undersøgelse foretaget af a-kassen ASE blandt 1115 virksomheder viser ifølge Børsen, at 16 procent af dem oplever, at kommuner ikke betaler for udført arbejde til tiden. I 2012 lå tallet på 12 procent.
Håndværksrådet bakker op om ASE's undersøgelse, og chef for den politiske afdeling Frank Korsholm, siger, at han kender til flere sager.
- Det er jo ikke sådan, at kommunen pludselig går konkurs. Men du skal også gerne kunne arbejde for kommunerne på nogle rimelige betingelser. En af de mest rimelige betingelser er, at man får sine penge for det stykke arbejde, man har leveret, siger han til Børsen.
Kommunernes Landsforening (KL) erkender, at der er regninger, der har overskredet betalingsdatoen, men chefkonsulent i KL's økonomiske sekretariat Lars Eckeroth siger, at en "nulfejlskultur nok ikke er realistisk".
- Når vi snakker med kommunerne, så prioriterer de højt at betale til tiden. Også nogle gange at betale før tiden, fordi de ved, det har betydning for især små og mellemstore virksomheder, siger han til Børsen.
Avisen har talt med virksomheder, der har fravalgt kommuner, fordi de har oplevet at have penge ude at svømme hos dem. Andre vælger kun at løse enkelte opgaver for kommunen.
/ritzau/