Løkke efter bilagskrise: Jeg har lært meget

Politik

05/06/2014 14:54

Freja Eriksen

Lars Løkke Rasmussen valgte den ydmyge tilgang til bilagssagen, da han torsdag holdt grundlovstale.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Jeg ved, at øjnene hviler tungt på mig. At mange tænker, hvad er han dog for en.

Sådan lyder det fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, som i sin grundlovstale på Ollerup Gymnastikhøjskole på Fyn siger, at han selv er den eneste person, som kan ændre på befolkningens opfattelse af ham efter den seneste bilagskrise:

- Man skal lære af de fejl, man begår. Jeg har lært meget ikke kun om, hvad man kan "tillade" sig, når man som jeg, gerne vil have danskernes demokratiske opbakning til at stå i spidsen for Danmark, men også om hvad der skal til, og hvad der kræves, hvis man skal nå det mål, siger Lars Løkke.

Talen kommer to dage efter kulminationen på det voldsomme interne opgør i Venstre, hvor flere dele af partiets bagland og enkelte medlemmer af Venstres folketingsgruppe i protest vendte formand Lars Løkke Rasmussen ryggen efter sagen om køb af tøj og en ferierejse.

- I Venstre blev der sat et punktum i tirsdags. Hovedbestyrelsen gav fuld opbakning til næstformandens og mit eget ønske om at påtage os opgaven med at få Venstre på ret kurs igen.

- Og det kan vi godt. Det kommer til at kræve hårdt arbejde. For tilliden til Venstre og ikke mindst til mig har lidt et stort knæk, og det skal der rettes op på, siger Lars Løkke Rasmussen.

I talen siger han, at mange har spurgt ham, hvorfor han bliver ved som toppolitiker:

- Det har jeg faktisk også spurgt mig selv om. Svaret er dog ret enkelt. Jeg er her, fordi jeg vil gøre en forskel. Fordi jeg har en plan for, hvor Danmark skal hen. En plan for, hvad Danmark har brug for, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Venstre-formanden går planen ud på at sikre den danske velfærd, men samtidig stille krav om, at man bidrager til samfundet:

- Jeg er stolt af, at jeg ude i verden kan fortælle om vores velfærdsgoder. Jeg ser dem ikke, som noget dårligt, eller som et udtryk for, at vi danskere ikke kan klare os selv. 

- Jeg ser vores velfærd som et udtryk for, at vi passer på hinanden og giver hinanden muligheder uanset, hvilken baggrund vi har, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer, at han ser med stor bekymring på, "at der omkring 800.000 danskere, der modtager en eller anden form for offentlig overførsel".

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.