Ministre afviser kritik og ændringer af kontanthjælpsloft

Politik

15/03/2016 08:11

Nick Allentoft

Kontanthjælpsloftet har været justeret to gange. På et samråd afviser ministre flere ændringer før vedtagelse, men Socialdemokraterne foreslår nu at staten betaler flytteomkostninger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen har været udsat for krads kritik af oppositionen og en række organisationer i sagen om det såkaldte "moderne kontanthjælpsloft". Kritikken går på, at loven om et nyt kontanthjælpsloft vil medføre flere hjemløse og ramme handicappede.   Det har medført to justeringer til det oprindelige forslag, men kritikerne er endnu ikke tilfredse. Både beskæftigelsesministeren samt socialministeren afviser dog flere ændringer inden torsdag, hvor forslaget ventes vedtaget.

- Det er regeringens klare mål, at flere skal i arbejde, og at færre skal forsøges af det offentlige. Den første forudsætning er, at det overhovedet kan betale sig at arbejde. Der skal derfor være sund forskel mellem arbejdsindkomst og overførselsindkomst. For mange kontanthjælpsmodtagere er forskellen i dag meget begrænset, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) på et samråd mandag.

Læs også: Ministerium slører konsekvenser

De seneste tal viser ifølge ministeren, at hver fjerde jobparate kontanthjælpsmodtager ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.   Ifølge social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) står fordomme i dag i vejen for at få handicappede kontanthjælpsmodtagere i varig beskæftigelse.   - Selvfølgelig skal der tages hensyn til mennesker, der har en funktionsnedsættelse. Som samfund skal vi blive bedre til at yde støtte, også bedre end vi er i dag. En af de barrierer, mennesker med handicap møder, er fordomme, siger hun på samrådet.   I et høringssvar fra Danmarks Almene Boliger vurderes det, at omkring 14.000 familier vil få meget vanskeligt ved at fastholde deres nuværende bolig, når reglerne slår igennem, men det afvises af Karen Ellemann.

- Den opfattelse deler jeg ikke, siger hun og afviser, at der er behov for at lave analyser af "potentielle udsættelser", da den forrige regering heller ikke gjorde det.

Lovforslaget ventes vedtaget ved tredjebehandlingen på torsdag.   S: Staten må afholde kontanthjælpsmodtageres flytteregning Staten bør afholde regningen for borgere, der kan være nødt til at fraflytte deres bolig, hvis boligudgifterne bliver for høje, når det nye kontanthjælpsloft indføres. Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i et nyt ændringsforslag til kontanthjælpsloftet.   For personer i en vanskelig økonomisk situation er det i dag muligt at modtage flyttehjælp fra kommunen. Og det frygter en række organisationer, herunder Danmarks Almene Boliger og KL, at en del borgere vil få brug for som følge af kontanthjælpsloftet.   Derfor vil Socialdemokraterne nedsætte en pulje, som kommunerne kan søge til refusion af eventuelle stigende kommunale udgifter i forbindelse med flyttehjælp.   Pengene skal komme fra den halve milliard kroner, som staten forventer at spare ved lovforslaget. Regeringen forventer omvendt ikke flere udsættelser som følge af lovforslaget, der tredjebehandles torsdag og ventes at blive vedtaget med stemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.   Den udmelding står forligspartierne dog alene med.   - Lovforslaget forventes at føre til flere udsættelser og dermed også flere hjemløse, hvilket er i strid med regeringens egne 2020 mål på det sociale område om at nedbringe antallet af hjemløse, skriver KL i et høringssvar.   I et høringssvar fra Danmarks Almene Boliger vurderes det, at omkring 14.000 familier vil få meget vanskeligt ved at fastholde deres nuværende bolig, når reglerne slår igennem. Den vurdering afvises af regeringen, som mandag afviser at justere mere i forslaget, der allerede er blevet justeret to gange.   Lovforslaget om kontanthjælpsloftet lægger et loft over, hvor meget en person kan få i ydelser fra det offentlige. Der skæres ikke i selve ydelsen, men i andre ydelser som boligstøtten. Det nye kontanthjælpsloft træder i kraft 1. april i år med virkning seks måneder senere for både eksisterende og nye kontanthjælpsmodtagere.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.