Negativ vækst i Danmark for første gang i otte kvartaler

Velfærd

30/11/15 8:37

Nick Allentoft

For første gang siden andet kvartal 2013 er der nedgang i det danske bruttonationalprodukt.

Dansk økonomi gik en lille smule tilbage i tredje kvartal ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse af bruttonationalproduktet.

Den viser, at tredje kvartal bød på en tilbagegang på 0,1 procent, og det er første gang siden andet kvartal 2013, at der er registreret negativ vækst herhjemme.

Det er især industrien og vareeksporten, der er årsag til tilbagegangen. Eksporten faldt 1,7 procent i perioden sammenlignet med kvartalet før.

Læs også: Sveriges økonomi drøner afsted

Cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank tror dog ikke, at de negative tal er udtryk for, at vi er på vej ind i en ny krise.

- Tværtimod er der god grund til at tro, at dansk økonomi kommer op på hesten igen og vokser pænt i det kommende år.

- Især danskernes forbrug vil sandsynligvis trække økonomien frem. Stigende realløn, faldende arbejdsløshed og fremgang på boligmarkedet er en cocktail, der kan få danskerne til at lade pengene sidde løsere, skriver han i en kommentar.

Også hos Nykredit vælger chefanalytiker Tore Stramer at tage de positive briller på med de samme argumenter.

- Vi forventer derfor også fortsat en BNP-vækst på 1,5 procent i år og 2,0 procent i 2016.

- Men når det er sagt, har dagens øv-tal øget risikoen for, at vi endnu engang kan blive skuffet på dansk økonomis vegne, skriver han i en kommentar.

Ser man på årets tre første kvartaler, er der dog også tale om en vækst på 1,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

Det skyldes særligt fremgang i servicebranchen og et større forbrug i husholdningerne.

Dagens tal skal tages med det forbehold, at BNP-tallene opgøres med en usikkerhed på 0,5 procent hver vej.

Derfor kan det i forbindelse med senere justeringer vise sig, at det stod knap så galt til som frygtet i tredje kvartal - men det kan altså også gå den anden vej.

 

FAKTA: Her er der flest ledige På landsplan var omkring 4,5 procent af arbejdsstyrken ledig i oktober. Det skriver Danmarks Statistik.   Ifølge de nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik lå bruttoledigheden i oktober på 4,5 procent af arbejdsstyrken. Opgørelsen vurderes dog at være undervurderet med små 200 bruttoledige, idet Herning ikke har kunnet levere data om kontanthjælpsmodtagere for to uger i oktober.   Top-10 over kommuner med den højeste ledighed:   1. Ishøj: 9,0 procent   2. Albertslund: 6,8 procent   3. Høje-Taastrup: 6,6 procent   4. Odense: 6,4 procent   5. Brøndby: 6,2 procent   6. Aalborg: 6,2 procent   7. Lolland: 5,9 procent   8. Slagelse: 5,8 procent   9. Læsø: 5,8 procent   På en delt 10. plads:   * Bornholm: 5,5 procent   * København: 5,5 procent   Top-10 over kommuner med den laveste ledighed:   1. Allerød: 2,1 procent   2. Egedal: 2,7 procent   3. Rudersdal: 2,7 procent   4. Skanderborg: 2,7 procent   5. Hørsholm: 2,8 procent   6. Lemvig: 2,8 procent   7. Dragør: 2,9 procent   8. Lejre: 2,9 procent   9. Middelfart: 2,9 procent   På en delt 10. plads:   * Lyngby-Taarbæk: 3,0 procent   * Varde: 3,0 procent   * Favrskov: 3,0 procent   * Ringkøbing-Skjern: 3,0 procent   Tallene i opgørelsen er sæsonkorrigerede og dækker over fuldtidsledige.   Kilder: Danmarks Statistik   /ritzau/

 

/ritzau/

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce