Ny transportminister vil på togindkøb

Infrastruktur

09/02/2014 14:08

Nick Allentoft

Den nye transportminister vil inddrage indkøbet af nye tog i forhandlingerne om den nye trafikkontrakt med DSB.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringen er på vej til at investere 28,5 milliarder kroner i det danske jernbanenet, men for at få glæde af den investering skal der indkøbes nye, elektriske tog til DSB.

Og den proces vil den nye transportminister, Magnus Heunicke (S), tage fat på, når han inden længe skal forhandle en ny trafikkontrakt med det statsejede jernbanevirksomhed.

- Jeg forventer, at det bliver en del af den nye DSB-kontrakt, fortæller Magnus Heunicke i et interview med Ritzau.

Den nuværende aftale mellem DSB og staten udløber ved årsskiftet, men ministeren ønsker ikke at uddybe, hvordan togkøbet skal indgå i den fremtidige kontrakt. 

Han understreger dog, at indkøb af nye tog er nødvendige for, at regeringens målsætninger kan realiseres, uden at passagerne skal stå som sild i en tønde.

- Når vi har planer om at investere så meget i jernbanen, og at der skal være vækst i den kollektive trafik, så må vi også regne med, at en stor del af væksten kommer i myldretiden, for det er der, at folk har brug for den kollektive trafik, siger ministeren.

Siden regeringen fremlagde planen om at elektrificere store dele af det danske jernbanenet, har det stået klart, at der ville blive behov for at indkøbe nye tog. DSB råder over et begrænset antal elektriske tog, mens både IC3- og IC4-togene kører på diesel.

Magnus Heunickes partifælde Henrik Dam Kristensen satte gang i processen med at undersøge markedet for et nyt, elektrisk intercity-tog i 2012. 

Den daværende transportminister annoncerede, at de nye tog skulle være en såkaldt "hyldevare", efter at leverancen af de specialbyggede IC4-tog endte med at blive syv år forsinket. 

Samtidig lagde ministeren op til, at der i første omgang skulle indkøbes enkelte eksemplarer af flere forskellige togtyper, som kunne køre i en prøveperiode, hvorefter passagererne skulle være med til at vurderer kvaliteten.

Men sidste år måtte ministeren erkende, at der på daværende tidspunkt ikke var tilstrækkeligt med muligheder på markedet.

- Det vurderes ikke hensigtsmæssigt – hverken økonomisk, driftsmæssigt eller med hensyn til drifts- og leveringssikkerhed – at basere togvalget på de nuværende togtyper, skrev Henrik Dam Kristensen ifølge Ingeniøren i et notat til Folketingets Transportudvalg.

Men nu er Magnus Heunicke parat til igen at kigge på nye tog.

- DSB’s materielsituation er forbedret i dag i forhold til for fem år siden, fordi der kommet nogle løsninger på IC4-situationen, men når man kigger fremad, er der store, store udfordringer, siger ministeren.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.