Organisationer vil lave strategi for udlandsdanskere

Politik

27/08/2018 06:01

Nick Allentoft

Topfolk fra dansk erhvervsliv skal undersøge, hvordan udlandsdanskere kan hjælpe med at promovere Danmark.

Der er et stort og uudnyttet potentiale i de 250.000 danskere, der bor uden for landets grænser, hvoraf flere gerne vil hjælpe med at promovere Danmark.

Derfor skal en såkaldt taskforce af topfolk fra dansk erhvervsliv nu undersøge, hvordan udlandsdanskerne kan være med til at gøre Danmark attraktiv i forhold til verden omkring os.

Det fortæller gruppens formand, Carlsbergs bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher.

- Målet er at få kontakt til de 250.000 danskere, der bor uden for Danmarks grænser, for at se, hvordan de kan bidrage til at promovere Danmark, tiltrække talenter til landet og gøre brug af deres viden og netværk, forklarer han.

LÆS OGSÅ: ERHVERVSLEDERE VIL FORNY VELFÆRDSSAMFUNDET

Taskforcen er nedsat af Udenrigsministeriet og organisationerne Copenhagen Capacity og Danes Worldwide.

Idéen er fostret i et af de få eksisterende samarbejder med danskere i udlandet - Goodwill Ambassadors.

Her byder Volkswagens direktør i Rusland, Lars Himmer, der er med i netværket, taskforcen velkommen.

- Ikke nok med, at vi kan åbne døre for små og mellemstore virksomheder, så er vi også vigtige repræsentanter for Danmark.

- Det glæder mig derfor, at man nu ser på, hvordan vi i højere grad kan tænkes ind i en national strategi, der både kommer os og Danmark til gode, siger han.

Inspirationen til taskforcen kommer fra lande som Irland og Australien, der med stor succes har skabt en national strategi for samarbejdet med landsmændene uden for landenes grænser.

- Intentionen med taskforcen er at komme med nogle konkrete anbefalinger, hvoraf nogle vil henvende sig til regeringen, mens andre vil henvende sig til organisationer, forklarer Besenbacher.

Taskforcen har 18 medlemmer, blandt andre Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, og Landbrug og fødevarers administrerende direktør, Karen Hækkerup.

Den forventes at præsentere sine anbefalinger i første kvartal af 2019.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce