Stemmerne er talt op: Dansk Folkeparti vinder EU-valget

Politik

26/05/2014 09:19

Freja Eriksen

Dansk Folkeparti får fire mandater i Europaparlamentet og bliver Danmarks største parti ved EU-valget.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk Folkeparti og partiets spidskandidat, Morten Messerschmidt, vinder en overbevisende valgsejr ved søndagens valg til Europaparlamentet.

Mere end hver fjerde vælger, som mødte op for at stemme, satte kryds ved DF, som dermed går frem fra to til fire mandater. Dansk Folkeparti bliver samtidig det suverænt største parti ved EU-valget med 26,6 procent af stemmerne.

- Jeg har nogle gange nogle vilde drømme, men så vildt har jeg ikke prøvet at drømme, lød det fra Messerschmidt selv, da han søndag aften ankom til DF's valgfest på Christiansborg.

Venstre løb derimod ind i noget af en valglussing. Selvom partiet oprindeligt havde sat næsen op efter et bedre resultat end ved det seneste valg til EU-Parlamentet i 2009, så endte Venstre med at gå tilbage med 3,5 procentpoint.

16,7 procent af stemmerne til Venstre rækker blot til to mandater mod tre ved det seneste EU-valg.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, påtager sig ansvaret for det skuffende valgresultat, efter at der i den sidste del af valgkampen har været stor fokus på Venstre-formandens seneste bilagssag.

- De skriverier, der har været om min person de sidste 10 dage af valgkampen, har skygget og taget opmærksomheden fra Venstres politik, og det er nok hovedforklaringen på, at vi står der, hvor vi står i aften.

- Venstre er i krise. Vi har fået en begmand af vælgerne. Det er vi nødt til at tage alvorligt. Det er jeg i særlig grad nødt til at tage alvorligt, sagde Løkke i en tale til sine partifæller.

Også Socialdemokraterne og SF går tilbage med et enkelt mandat. Socialdemokraterne dykker således ned til 19,1 procent af stemmerne og må nøjes med tre mandater, mens SF ryger ned på et mandat.

De Konservative og Folkebevægelsen mod EU bevarer deres ene mandat, mens 6,5 procent af stemmerne lige netop er nok til at sikre De Radikale comeback til Europaparlamentet med et enkelt mandat.

Liberal Alliance er det eneste af de opstillede partier, som ikke bliver valgt ind i Europaparlamentet.

Stemmedeltagelsen nåede op på 56,3 procent, hvilket er lidt lavere end ved det seneste EU-valg i 2009.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.