Svage på kontanthjælp skubbes væk fra arbejdsmarkedet

Velfærd

07/01/2014 13:23

Selvom arbejdsløshedstallene bliver bedre, er de svageste på kontanthjælp blevet flere.

Mens ledigheden falder, stiger antallet af de kontanthjælpsmodtagere, som er længst væk fra arbejdsmarkedet.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser således, at 10.000 personer gennem det seneste år har fundet et job, mens antallet af de svageste kontanthjælpsmodtagere i samme periode er vokset med 6300, skriver Information.

Stigningen i antallet af svage kontanthjælpsmodtagere er et tegn på, at vendingen på arbejdsmarkedet slet ikke er så stærk endnu.

- På overfladen kunne det godt se ud, som om arbejdsløshedstallene er lidt bedre, og at arbejdsmarkedet derfor har det bedre.

- Men det, vi kan konstatere, er, at der stadig er flere folk, der bliver presset ud af arbejdsmarkedet, siger senioranalytiker i AE-Rådet Erik Bjørsted til Information.

Ifølge AE-Rådet er gruppen af svage kontanthjælpsmodtagere siden krisen vokset med 40.000 personer, så de ikkearbejds-markedsparate nu udgør 70 procent af alle kontanthjælpsmodtagere.

Thomas Bredgaard, lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, betegner stigningen blandt de svage kontanthjælpsmodtagere som "stærkt bekymrende", da det er en vanskelig gruppe at bringe tilbage i arbejde.

- Det er et stort arbejdsmarkedspolitisk problem, som man bliver nødt til at adressere, siger han.

Thomas Bredgaard vurderer, at udviklingen er et tegn på, at arbejdsmarkedet er blevet mindre rummeligt, fordi virksomhederne har skåret ind til benet og ikke har plads til de mindre produktive medarbejdere.

Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, erkender, at udviklingen er "bekymrende", og at den viser, at det fortsat er et område, der skal følges tæt.

Han peger dog på, at man endnu mangler at se effekterne af den kontanthjælpsreform, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Michael Svarer, der er økonomisk vismand og økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, vurderer også, at tallene understreger, at "der ikke er sket en vending på arbejdsmarkedet endnu".

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce