Regningen for de mange tusinde flygtninge, der ventes at komme til Danmark, vil knække kommunerne, lyder advarslen fra Kommunernes Landsforening, KL.
Det er en hån mod kommunerne, og nu skal tre af Venstre-regeringens ministre forklare sig, kræver SF. Partiet har kaldt til samråd med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, finansminister Claus Hjort Frederiksen og undervisningsminister Ellen Trane Nørby.
- Regeringen har kun givet kommunerne 350 millioner kroner til deres integrationsindsats. Jeg vil høre, om de tre ministre mener, at det niveau er tilstrækkeligt. KL's notat viser nemlig, at der er behov for flere ressourcer, siger integrationsordfører Jacob Mark (SF).
Læs også: Kommuner i opråb: Asylpres koster milliarder
Notatet fra KL skønner, at kommunerne i år skal oprette 80 daginstitutioner, ansætte 1200 flere pædagoger og 300 modtageklasser for at kunne bistå de mange flygtninge, der ventes at komme til Danmark i år.
Det er første gang, at KL har regnet på, hvilke konsekvenser det får, når omkring 17.000 flygtninge i år sendes ud i landets 98 kommuner.
Claus Hjort Frederiksen har mandag bebudet, at forårets stort anlagte skatteforhandlinger må vente, til der er styr på udgifterne til asyl og flygtninge.
Fra SF lyder opfordringen - ikke overraskende - at regeringen helt skal aflyse topskattelettelser og derudover droppe det såkaldte omprioriteringsbidrag i kommunerne.
- I en ekstraordinær situation som denne kan man ikke tillade sig at bruge penge på skattelettelser. Pengene skal bruges til flere pædagoger og lærere, siger Jacob Mark.
Ifølge KL-formand Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg, mangler der i omegnen af 2,5 milliarder kroner til kommunernes flygtningeindsats.
Advarslen fra kommunerne har fået Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti til at gentage det fælles ønske om at oprette såkaldte flygtningelandsbyer, der er statsdrevne lejre for flygtninge.
/ritzau/