Unge: Ingen taler om vores forældres druk

Velfærd

09/10/2013 10:33

Børn af alkoholikere oplever, at der ikke er nogen, der reagerer på forældrenes druk. Det viser undersøgelse.

Langt de fleste børn af alkoholikere er alene med deres forældres misbrug. De får sjældent hjælp af hverken familien, skolen eller de offentlig myndigheder.

Det viser en undersøgelse, som terapi- og rådgivningsorganisationen Tuba har lavet. 66 procent af de unge, som Tuba har været i kontakt med, fortæller, at der ikke er nogen, der har gjort noget for at stoppe forældrenes misbrug.

- Det er den samme historie, vi hører om og om igen, siger Tubas landsleder, Henrik Appel.

- De er overbevist om, at lærerne, pædagogerne og socialrådgiverne vidste, at der var en problemstilling. Men det var svært at få spurgt børnene, om der var et problem derhjemme, som de ville tale om, siger han.

438 unge har svaret på undersøgelsen. 16 procent af dem har oplevet, at den øvrige familie har prøvet at gøre noget ved forældrenes druk, fem procent fortæller, at de offentlige myndigheder har reageret, og kun en procent at skolen har grebet ind.

Børnene bliver dobbelt ramt, fortæller psykolog Helle Lindgaard, der forsker i børn og unge i misbrugsfamilier.

- Nu bliver de også negligeret af andre voksne. De får en følelse af, at det er dem selv, der er noget galt med, når de mistrives, siger hun.

27-årige Alex Krath Klemmensen voksede op med en mor, der drak. Han er overbevist om, at både skolen og resten af familien vidste, at der var problemer derhjemme. Han ville ønske, der var nogen, der havde talt med ham om det.

- Jeg følte mig enormt ensom. I virkeligheden havde det betydet en verden til forskel, hvis der var nogen, der forstod mig, og som havde turde sætte sig ind i, at jeg ikke havde det så nemt, siger han.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce