Halvdelen af 8. klasses eleverne oplever pres – viser en ungdomsmusical hvad vi taler for lidt om?

Velfærd

30/11/2017 10:13

Søren Jensen

8. klasses elever føler sig pressede over uddannelses- og jobvalg, viser en ny undersøgelse. Kan vi risikere et uddannelsespolitisk selvmål, og skal vi tale meget mere om sådan noget ”ufagligt” noget som for eksempel – en ungdomsmusical?

En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at næsten halvdelen af alle elever i ottende klasse føler et stort pres over at skulle vælge uddannelse.

- ”Allerede i 8.klasse fylder tanken om det kommende uddannelses- og jobvalg rigtig meget. Eleverne gør sig mange tanker om, hvad de vil. Bagsiden af medaljen er, at vi ser så mange unge oplever det som en stressfaktor”, skriver instituttet i pressemeddelelsen ”Unge føler tidligt pres over valg af uddannelse”.

Bør undersøgelsen vække bred uddannelsespolitisk eftertanke?

Selvom mange også synes, det er spændende at tænke over, hvad de skal, og selvom det er i tidens uddannelsespolitiske trend at strømline uddannelsesveje og også godt at få de unge til at være mere bevidste om deres uddannelsesvalg, må det, at næsten halvdelen oplever det som et pres allerede i 8. klasse, vække stof til bred eftertanke – uanset ens politiske overbevisning.

5.300 unge har taget del i den nye undersøgelse, der viser, at det er unge over en bred kam, der føler sig pressede.

Risikerer uddannelsesdebatten at gå veje, som måske gavner mange, men som også kan volde store grupper af unge problemer – og dermed risikere et uddannelsespolitisk selvmål?

LÆS OGSÅ: MINISTER: ELEVERNE SNYDER

Ungdomsmusical: "Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud"

Måske skal vi tale meget mere om noget helt andet. Som eksempel kører ungdomsmusicalen Limenas i disse dage på 27. år i Rudersdal Kommune.

I relation til den megen debat om folkeskolen, er det tankevækkende, at bestyrelsesformanden for Limenas i artiklen ”Meget mere end en musical” i Frederiksborg Amtsavis den 20. november udtaler: "Vi taler meget om inklusion, her lever vi det ud".

I Limenas kommer de unge væk fra faste strukturer gennem mange år - væk fra grupperinger og kliker - og 130 unge mellem 11 og 20 år mødes helt frivilligt på tværs af kommunens skoler og klasser og på tværs af aldre og boglige kundskaber.

De unges glæde og begejstring leves ud - alle spiller en vigtig rolle

Som instruktørerne siger:

- "Vi stiller også krav. At lave en professionel musical fordrer disciplin, og der er mange deadlines. Men vi gør ikke noget på typisk skolevis. De unges glæde og begejstring leves ud, og de er sammen om det hele. Alle spiller en vigtig rolle".

Jeg har fulgt tilblivelsen af årets musical ganske tæt i år, og jeg er overbevist om, at de unge i de tre måneder, de vier deres fritid, aftener og mange weekends, der lærer de så meget, som de aldrig ville lære i deres daglige skolegang.

Taler vi nok om det?

Ja, der sker lignende gode ting mange andre steder i det danske land. Ja, der er helt sikkert også mange gode aktiviteter i forenings- og idrætslivet landet over.

Taler vi nok om det?

Er det ikke en ret skidt konklusion, at det vi gør uddannelsespolitisk føles som pres og stress hos så mange, allerede i 8. klasse?

Har vores ungdom brug for den oplevelse - eller betyder sådan noget som en ungdomsmusical måske meget mere for, hvordan de trives, både nu og når de vælger deres fremtids veje?

Drukner debatten om vores ungdom og folkeskole om alt det, de unge skal i den samme "rundkredsagtige" debat om skolereform, karakter, nationale tests og adgangskrav?

Sjovt nok går en af hovedrollerne i årets Limenas musical i netop 8. klasse. Hun siger i artiklen ”Limenas redder dagen” i Rudersdal Avis den 28. november:

- ”Hvis jeg har haft den værste dag i skolen, glemmer jeg alt. Det har jeg slet ikke tid til at tænke på. Vi har det bare sjovt og slapper også af. På en måde bliver jeg endnu mere oplagt i skolen bagefter”.

Er der noget, vi voksne har glemt?

Måske er det tid til, at vi spørger os selv i den uddannelsespolitiske debat om vores ungdom – er der noget, vi voksne har glemt?

Og ja, mit indlæg her er helt personligt. Men jeg tror, jeg har ret. Du kan selv tjekke det af ved at se forestillingen ”Foruden Kærligheden” på Mantziusgården i Birkerød frem til den 2. december :-).

Mest Læste

Annonce