Drengen på billedet har ikke længere en mor. Hun forsvandt for få måneder siden, da hendes søn var ni måneder gammel. Jeg mødte moren, da hun sidste år var højgravid. En meget ung pige, der boede på det børnehjem i Poznan i Polen, hvor hendes søn stadig bor, nu uden forældre. Jeg så ham, da jeg i den forgangne weekend igen besøgte opholdsstedet.
Læs Startsskuddets blogs fra hverdagen på bosteder
Startskuddet er et helhedsorienteret socialpædagogisk og socialpsykiatrisk behandlingstilbud for børn og unge fra 12 år og opefter samt uledsagede flygtningebørn og unge over 18.
Læs flere indlæg fra Startskuddets blog om hverdagen i virkeligheden for udsatte borgere lige her.
Det er ikke kun drengens fremtidsudsigter, der er blevet ringere, siden mit sidste besøg. Også for de andre børn på børnehjemmet er fremtiden blevet mere usikker. Det er nemlig blevet endnu sværere at drive et opholdssted i Polen. Normeringen på børnehjemmet, hvor den lille dreng er blevet forladt, er ændret fra 10 til 14 børn per voksen. De ansatte kæmper en kamp hver eneste dag for at skabe nærvær og tryghed, for børnene på børnehjemmet har ingen andre steder at tage hen. Egentlig behandling har de ikke ressourcer til, men de kan håbe på private donationer og frivillig hjælp.
Børnehjemmet i Polen er vores samarbejdspartner. I denne weekend har jeg sammen med andre ledende medarbejdere fra Startskuddet været på besøg og undervist deres personale i vores metoder. Nu sidder jeg på bagsædet af en bil på vej hjem gennem Tyskland .
Efter dette besøg kan man ikke lade være at sende en taknemmelig tanke til det velfærdssamfund, der venter hjemme i Danmark. I Startskuddet, hvor jeg er direktør, er der aftaler med kommunerne om de børn, unge og voksne, der er på vores bosteder. Vi har ressourcer til at kunne arbejde målrettet med hver af vores beboere, så de forlader os med lysere udsigter, flere kompetencer og mere selvværd, end de kom med.
Og så alligevel har vi meget til fælles med Polen. For der er også små drenge, der bliver forladt af enlige mødre i Danmark. Og også i Danmark er der pædagoger og udsatte unge, som oplever at deres vilkår bliver udsat for besparelser. Ikke på nær samme niveau som i Polen, men besparelser ikke desto mindre.
De danske kommuner har i flere år presset priserne for anbringelser hos private tilbud, og de har i stigende grad valgt at anbringe de udsatte børn og unge i billigere kommunale tilbud/familiepleje. Prispresset vil fortsætte, når vi i de kommende år vil se stadigt flere offentlige udbud på det sociale område.
Pointen er, at i Danmark er det, som i Polen, en udbredt holdning hos de offentlige myndigheder, at vores udsatte unge kan klare sig med mindre. Det kan de også sagtens. De har jo som udgangspunkt ofte ingen forventninger om at kunne få hjælp, eller om at de er overhovedet er mulige at hjælpe. Anbragte børn klarer sig i forvejen statistisk set klart dårligere end andre børn. Så det er oplagt at konkludere, at det vel ikke gør den store forskel at skrue ned for indsatsen. Men tænk engang hvis tænkningen gik den anden vej: Hvilken forskel kunne det mon gøre, hvis vi valgte at bruge flere ressourcer? Kunne vi så give dem et liv, der var lige så godt som alle andres? Den tanke er ren utopi hos mine kolleger i Poznan. Men ikke i Danmark...?
