Praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende med egen virksomhed, egne ansatte, husleje og driftsudgifter. Lægerne har indtil nu forhandlet det, der kaldes for en overenskomst, men som i virkeligheden er en samarbejdsaftale, med Danske Regioner om de økonomiske vilkår, der gælder for at der kan tilbydes gratis lægehjælp til danskerne. Den aftale er gået i hårdknude og nu har Folketinget lagt et loft over lægernes arbejde.
I praksis kan det få flere følger, selvom hårdknuden mellem Regioner og læger naturligvis fortsat kan løsnes ved en ny samarbejdsaftale:
1) Alle praktiserende læger risikerer at ramme et loft for, hvad de kan udføre af arbejde, hvorefter de vil blive tvunget til enten at arbejde gratis eller at lukke for behandling af borgerne (det må lægerne ikke),
2) En række praktiserende læger vil helt opgive, at udføre arbejde for det offentlige sundhedsvæsen,
3) Samarbejdet mellem Regionerne og de praktiserende læger ophører.
Her er grunden Siden starten af 2017 har Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) forhandlet om en overenskomstaftale uden at nå i mål. Da aftalen stod til at udløbe den 31.08.17, besluttede Folketinget den 02.06.17, at gribe ind i forhandlingerne med et lovindgreb, som betyder at et økonomiprotokolat, se senere om økonomiloftet, i dag den 01.09.17 forlænges ved lov. Hvad er problemet? Konflikten mellem Regioner og praktiserende læger har snart raset længe og bunder i flere forhold. I en årrække har antallet at praktiserende læger været konstant med en svagt faldende tendens. I samme periode er den danske befolkning vokset, blandt andet fordi levealderen er steget. Det stigende levealder har betydet flere ældre og syge danskere. Samtidig er antallet af sygehussenge faldet. Alt sammen noget der betyder, at hver enkelt praktiserende læge har fået mere tavlt. Det kan løses ved, at de praktiserende læger løber hurtigere og arbejder længere eller ved at lægerne selv ansætter eksempelvis sygeplejersker. Især den sidste løsning er ikke uden omkostninger for lægen. Der er dog ikke fulgt tilstrækkeligt med midler til de nye opgaver, og det har betydet at den del af virksomhedens resultat, som er tilbage til lægen, har været faldende gennem de senere år.Lader man ikke midlerne følge opgaverne, vil andelen af udbrændte praktiserende læger, som allerede udgør en tredjedel, med stor sandsynlighed stige.
Økonomiloft Almen praksis har gennem en årrække været underlagt et økonomiprotokolat, det såkaldte økonomiloft. Økonomiloftet har hidtil bygget på en frivillig aftale mellem PLO og Danske Regioner. Rammer praktiserende lægers omsætning kollektivt økonomiloftet, skal alle optjente ydelser over loftet betales tilbage. Med lovindgrebet ændres aftalen, og loftet videreføres nu ved lov i stedet for via aftale som tidligere. Råderummet for at styre via en frivillig aftale er naturligvis større end råderummet for at styre via lov, og skal der ved lov modregnes i lovligt og allerede optjent honorar, skal inddragelsen derfor vurderes efter Grundlovens regler om ekspropriation. Derved kan inddragelse af allerede optjent honorar kun ske mod fuld erstatning. Landsretten har i ”Lægehonorar-sagen” fra 1987 stadfæstet dette.Konsekvens af økonomiloft
Med befolkningstilvækst, øget ældrebyrde og flere kronisk syge er der en reel risiko for, at de praktiserende læger overskrider økonomiloftet og derfor kan blive mødt med krav om tilbagebetaling, til trods for at lægerne har afholdt lønudgifter til personale. Det vil medføre et misforhold, hvor en gruppe på kun 3400 praktiserende læger ved lov kan tvinges til at arbejde gratis udelukkende for at opfylde regionernes krav om budgetsikkerhed, og samtidig sikre en hel befolkning adgang til vederlagsfri behandling i almen praksis.
En lang række nye presserende opgaver i forhold til patienter med diabetes, KOL og kræft vil med et økonomiloft ikke kunne løses, og den nødvendige udvikling af det nære sundhedsvæsen vil gå i stå.
Dårlig lovgivningsskikMed loven og bilag ændrede Folketinget den 02.06.17 bestemmelser i en løbende aftale mellem to parter, og forlængede denne på ubestemt tid uafhængigt af at aftalen bestod. Folketinget har tidligere forlænget overenskomster, men først når de stod til at udløbe evt. med ændringer. Men det er uhørt at gribe ind og ændre i en løbende aftale, således at den videreføres i ændret skikkelse. Bestemmelsen i loven om at ministeren fastsætter ophørstidspunktet er ganske usædvanlig og indebærer, at loven kan gælde ud over overenskomsten. Det er helt uhørt, at en minister kan ophæve en lov på egen hånd. Retsvirkningerne af den økonomiske ramme, nævnt i lovens bilag, kan man ikke udlede af selve loven. Det giver ingen mening, at bilaget på den måde kan hænge frit i luften, og at lovgivning derved udmøntes i form af et bilag. Loven er grundlovsstridig
PLO indgik i 1984 en overenskomstaftale med den daværende Amtsrådsforening om løn- og pristalsregulering. Imidlertid greb det daværende Folketing ind og fremsatte lovforslag om fratagelse af reguleringen. Efterfølgende fastslog Landsretten i 1987, i den såkaldte Lægehonorarsag, at Folketingets ret til at kræve allerede optjente honorarer tilbage, ikke var gyldig. Landsretten fandt, at honorarer, der allerede var optjent, var beskyttet af Grundloven, da tilbagebetaling kunne betragtes som ekspropriation. Landsretten fastslog også at honorarstigninger først kunne inddrages fremadrettet og med en varsling, der svarede til overenskomstens opsigelsesfrist. Derved sikredes tid til, at man kunne indrette sig på anden vis, inden lovens tilbagebetalingskrav trådte i kraft. I 1984 var der dog tale om en helt særlig situation, idet lovindgrebet ikke var rettet isoleret mod læger, men derimod var del af et mere generelt indkomstpolitiskindgreb (Kartoffelkuren). Derved var der ikke tale om at lægerne var en afgrænset og særligt bebyrdet gruppe, og Højesteret vurderede at indgrebet i denne særlige situation alligevel ikke kunne betragtes som ekspropriation. Landsrettens dom blev derfor omgjort. I 2017 er loven kun rettet mod praktiserende læger og ikke del af et større arbejdsmarkedsindgreb, og lægerne er altså i forhold til loven en isoleret og særligt bebyrdet gruppe. Derved er det Landrettens dom og Grundlovens bestemmelser om ekspropriation, der finder anvendelse i forhold til nuværende situation og ikke Højesterets omgørelse. Konklusion
Loven er dårlig jura og sjusk. Det er i strid med god lovgivningsskik, at der indføres bindende lovgivning i bilag, at lovforslaget ikke har nogen udløbsdato og at en minister kan ophæve en lov vedtaget af Folketinget. Landsretten fastslog i Lægehonorarsagen, at det var i strid med Grundloven, at kræve modregning i allerede optjente honorarer, at modregning skal følge overenskomstens opsigelsesvarsel og alene kan ske fremadrettet i ikke allerede optjente honorarer. Loven er altså i strid med god lovgivningsskik og den retsbeskyttelse borgerne ellers er garanteret via Grundloven. Løsning Skal hårdknuden mellem Regioner og læger løses, er der sådan set kun to muligheder. Enten at sikre tilstrækkeligt med midler, så de nuværende praktiserende læger kan ansætte mere personale og det igen kan blive attraktivt for unge læger at blive speciallæger i almen medicin og nedsætte sig som praktiserende læger. Eller at opløse den nuværede organisationsform og lade de praktiserende læger offentligt ansætte , som man eksempelvis ser i Sverige. En ting er sikkert, noget må gøres.
Tilføjelse den 4. september. Ministeren har svaret på om loven er god lovgivningsskik og i strid med Grundloven. Se svaret.
