Børn- og ungerådmand rydder op efter kritisk redegørelse på området for udsatte børn

Ekstern redegørelse konkluderer, at der i en periode i 2015 planlagt og systematisk skete overtrædelse af lovgivningen på området for udsatte børn i Odense Kommune.

Redegørelsen kritiserer flere chefer, men udtaler ingen kritik af hverken sagsbehandlere, rådmand eller øvrige medlemmer af Børn- og Ungeudvalget. Manglende tillid til den administrerende direktør medfører, at han nu er fratrådt, mens eventuelle personalemæssige konsekvenser over for andre ledende embedsfolk er under overvejelse.

Børn- og ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley Larsen (R), er rystet og vred over konklusionerne i den eksterne redegørelse, som hun bestilte i august. Nu vil hun sikre, at byens udsatte børn ikke fremover risikerer samme behandling.

- Det er meget alvorligt og helt uacceptabelt, at der er sket så klare og systematiske overtrædelser af lovgivningen over for sårbare og udsatte børn her i byen. Det må ikke ske igen, og derfor rydder vi nu op. De udsatte børn har krav på retssikkerhed og en anstændig behandling, siger Susanne Crawley Larsen.
 
Da rådmanden bestilte den eksterne redegørelse, blev alle sagerne rullet tilbage, så børnene og de unge igen blev stillet som før.
 
Redegørelsen kritiserer flere chefer, men fastslår samtidig, at der ikke er grundlag for kritik af hverken sagsbehandlere, rådmand eller de øvrige medlemmer af Børn-og Ungeudvalget.
 
Ifølge redegørelsen var den indstilling, politikerne modtog i sagen, så mangelfuld, at den i sig selv var et brud på reglerne. Dels var vigtige informationer fra et bilag ikke nævnt i selve indstillingen, og dels indeholdt bilaget en forudsætning om tilsidesættelse af loven, hvilket i sig selv er ulovligt.
 
Direktør er fratrådt
 
Selv om den hidtidige adm. direktør i Børn- og Ungeforvaltningen, Peter Pietras, ikke gøres ansvarlig for lovovertrædelserne i redegørelsen, har rådmanden ikke længere tillid til, at han er den rette person til at føre Børn- og Ungeforvaltningen videre. Derfor er han fratrådt.
 
Totaludgifterne i forbindelse med afskedigelsen af den administrerende direktør beløber sig til cirka 4,5 mio. kr., da han var åremålsansat, og han har ret til tre års løn.
 
- Ja, det er forfærdeligt mange penge. Jeg har let ved at forstå, at nogen synes, det er et ekstremt højt beløb. Særligt i en situation, hvor vi har skåret ned på børneområdet, men sådan er reglerne. Jeg kan dog understrege, at en ny direktør ikke bliver ansat på de samme vilkår. Odense Kommune er for længst stoppet med at indgå åremålskontrakter ved nyansættelser, siger Susanne Crawley Larsen.
 
Redegørelsen retter kritik af flere chefer i Børn og Ungeforvaltningen, der har truffet beslutningerne i disse sager. Forvaltningen følger redegørelsens anbefalinger og har nu indledt et høringsforløb, som skal klarlægge, om de kan have tilsidesat deres tjenestelige pligter, og i givet fald hvilke ansættelsesretlige konsekvenser, det skal have.
 
Desuden har rådmanden bedt om, at Statsforvaltningen og Socialtilsyn Syd får tilsendt redegørelsen. Den sendes endvidere til Fyns Politi med henblik på en vurdering af eventuelle strafferetlige perspektiver.
 
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen har konstitueret Poul Anthoniussen som administrerende direktør. Poul Anthoniussen kom til Odense Kommune som skolechef i august 2011, og blev børn- og ungechef i april 2014.
 
Læs mere:
 
 
Emneord: Odense Kommune, Peter Pietras, Susanne Crawley Larsen, Børn og unge, Udsatte familier, Udsatte børn og unge
Odense Kommune på DenOffentlige.dk Odense Kommune
Aktivitet: Artikler: 126 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også