Børnepsykiateren sammenligner ADHD medicin med briller

Medicin er som briller. Det gør os i stand til at fungere bedre. Lære noget. Få en uddannelse og passe et job. Derfor taler jeg engang imellem om min nærsynethed og min epilepsi.

Jeg vil gerne slå et slag for diagnoser, medicin og briller. 

Jeg synes, det er synd at vores brug af diagnoser og medicinsk behandling af psykiske sygdomme alt for ofte bliver skammet ud, når det er sygdommen, der giver lidelse. Jeg vil gerne gøre det ved at fortælle om mine egne diagnoser og sætte min egen medicinske behandling i perspektiv.

Jeg har to kroniske diagnoser: nærsynet og epilepsi.

Mød lægen, psykiateren og borgeren på DenOffentlige

Tre stærke bloggere på DenOffentlige.

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der udover praksis i Ishøj også er formand for Patientdataforeningen. 

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der beretter fra psykiatriens hjerte. 

Borger og far til børn med diagnoser, Anders Dinsen, der insisterer på det hele og gode samfund.

Jeg har brugt briller siden anden klasse, kun afbrudt af perioder med kontaktlinser. Jeg husker stadig smerten ved øgenavne som “brilleabe”. Men tænk, hvis jeg ikke havde fået briller. Så ville jeg ikke havde kunne følge med i timerne, for så havde det meste af det, der stod på tavlen været tåget. Jeg ville ikke have gået på gymnasium eller universitet. Jeg ville ikke kunne køre bil. 

Når jeg taler med børn med ADHD er det perfekt at sammenligne deres medicin med mine briller. For deres medicin hjælper dem med at koncentrere sig om det der foregår oppe ved tavlen, ligesom mine briller gjorde.

Mine briller har været helt et nødvendigt redskab, når jeg gerne ville være dygtig i skolen, ligesom deres medicin er nødvendig, hvis de gerne vil være dygtige i skolen.

Min epilepsi kom først, da jeg var sidst i tyverne. Jeg var heldig og fik hurtigt diagnosen, og jeg har taget en lille pille anti-epileptikum hver eneste morgen i mere en 30 år. Hvis jeg ikke havde taget den medicin i alle disse år, var jeg nok ikke overlæge i dag. For medicinen forhindrer at jeg får epileptiske anfald, og gentagne epileptiske anfald smadrer ens hjerne. Og jo flere anfald, jo større anfald og mere skade gør de på hjernen. Jeg ville sikkert have været for dum, til at fungere som læge. 

Jeg har tre sønner, gad vide hvilken mor jeg ville have været uden briller og piller?

Det er et hjælpemiddel

Når jeg taler med unge mennesker og voksne om at tage medicin for en kronisk lidelse, bruger jeg nogle gange min egen epilepsi som eksempel. 

Nogle mennesker vil helst ikke tage medicin pgra bivirkninger. Det kan jeg godt forstå. Jeg skulle også bruge mange år på at skrue op og ned i dosis for at finde den rette dosis, som beskytter mig mod anfald, men som ikke giver mig unødige bivirkninger. Det var bøvlet og træls, men det hele værd.

Nogle mennesker vil ikke tage medicin fordi de er bange for at det ændrer deres personlighed eller fastholder dem i at være syge. Jeg synes ikke, min medicin har ændret min personlighed. Men på den anden side, hvem ved hvordan jeg ville have været med en ødelagt hjerne? Desuden er jeg da en helt anden i dag, end jeg var for 30 år siden, og mon ikke mange andre ting har været meget vigtigere for dannelsen af min personlighed end medicinen? Det tror jeg!

Så jeg fortæller om mine egne erfaringer og forklarer, at jeg oplever, at jeg er rask, netop fordi jeg tager min medicin. Den fastholder mig på ingen måde i min sygdom, medicinen holder mig rask. På samme måde som anti-psykotika, stemningstabiliserende medicin, anti-depressiva osv. meget gerne skal hjælpe med at holde andre patienter raske.

Der findes mennesker med langt større nærsynethed end mig, der findes folk, der er blinde. Der findes folk, der lider voldsomt under deres epilepsi. Ligesom der er folk, der lider voldsomt under skizofreni, bipolær lidelse, ADHD, depression osv. Men der er mange flere, der ligesom jeg lever i bedste velgående med disse diagnoser, fordi vi får medicin. Men det glemmer vi alt for ofte. Lad os en gang imellem prise os lykkelige og være taknemmelige for den gode medicin, briller og andre hjælpemidler og støtteforanstaltninger gør af gavn for flertallet af os.

Det betyder ikke, at jeg ikke har respekt for de, der lider, og de der ikke får en behandling, som er tilstrækkelig. 

Men lige med denne artikel vil jeg gerne slå til lyd for, at når vrede og irritation over lidelse angriber os, så retter vi vores skyts mod sygdommene, ikke mod diagnoserne eller den medicin, der gives for at hjælpe.

Emneord: Hjælpemidler, Nina Tejs Jørring, Psykiatrien, Lykkepiller, Psykisk sygdom, Kronisk sygdom, Sundhedsområdet, 290818
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 34 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 09.09.18 Susanne Svendsen
    Sammenlign aldrig et par brillers virkning med psykofarmacas virkning. Brillerne kan du selv tage af når det passer dig, men stofferne i psykofarmaca, kan være så destruktive, at du mister dele af din funktionalitet.

    Der er enorm forskel på et par briller, som du selv kan tage på og af, og påtvunget psykofarmaca !
    Men nej jeg vil heller ikke være vred på medicinen, men forlange, at hvis faguddannede sundhedspersoner skal have ret til at udøve tvangsbehandling af danske borgere, da skal medikamenterne være uskadelige !
    Jeg kender en kvinde som for nogle år siden blev udsat for livstruende fejlbehandling med psykofarmaca, og siden har måttet leve med følgerne, og været uarbejdsdygtig.
    Jeg kender en yngre mand, som i sin barndom blev mast til ukendelighed i det børne psykiatriske system, i en antagelse af at lide af ADHD.
    Det var på det tidspunkt hvor mange børn blev taget som gidsler af medicinalvirksomheder og psykiatere, og politikere, som ikke forstod at børn er sårbare når de ikke forståes, når deres sorg og angst og følelser af forladthed efter f.eks forældres skilsmisser ikke blev anerkendt. De blev opfattet som ikke - velfungerende, nærmest uintelligente. Og de har oplevet at blive udskammet og kaldt utilpassede. Tilmed har flere oplevet at også forældrene svigtede, fordi de valgte IKKE at forholde sig til hverken egne eller børnenes smerte i forbindelse med splittelse af familier.
    Vi er mange i dette land, oplver jeg, som har utroligt svært ved at sætte grænser for offentlig indblanding i vores og vores familiers liv. Vi skal ikke finde os i at blive sat ud på et sidespor i psykiatrien. Vi skal ikke affinde os med at blive påtvunget, eller tage medikamenter, som kan være direkte sundhedsskadelige.
    Vi skal da tage ansvar for vores egne tanker og følelser og ord og handlinger, og vi skal tale med hinanden om hvordan vi har det, både i parforholdene, men også i familierne. Eller er det at psykiatriens åh så velmenende personale træder til, og fuldstændig kan udradere den iboende kærlighed og tillid, som vi har delt med vores nærmeste.
    Personligt har jeg oplevet, at psykiatrisk personale lykkes at kile sig ind mellem mig og mine børn og deres far, i deres iver efter at overbevise alle om at en i familien var psykisk syg.
    Det har skabt en situation, som er 100 gange sværere for os alle, end hvis de ansatte turde lytte og respektere os alle.

    Ofte er det jo den mest følsomme i en familie, som kan risikere at blive lammet, og da hjælper det sgu ikke at sige, hurra, jeg har fået påtvunget en diagnose, og noget medicin, når nu fakta er at det gjorde vedkommende fysisk og mentalt handicappet i årevis, og samtidig betød at den sygeliggørelse, som lå i personalets uforstand og uformåenhed, og i særdeleshed i deres handlinger, bevirkede afgrundsdyb angst og sorg, udover de fysiologiske sygdomme/symptomer som I psykiatere kalder BIVIRKNINGER.
    Det er IKKE bivirkninger, men virkninger. Og det er dybt tragisk at læse at en psykiater sammenligner sin egen situation og personlige erfaring med epilepsimedicin, med psykofarmaca.
    jEG MÅ KRAFTIGT OPFORDRE ANSATTE I PSYKIATRIEN TIL AT HUSKE, AT I IKKE ER ISTAND TIL AT MÆRKE I JERES KROPPE, HVAD DIVERSE MEDIKAMENTER GØR I ANDRES KROPPE.
    Ikke destomindre giver I igen og igen udtryk for at der ikke findes alternativer til medicin, men det kan jeg love jer for at der gør.

    Så vreden kanaliseres hermed ud i en opsang til alle der læser med, om at respektere, når et menneske ikke vil affinde sig med at leve som handicappet resten af sit liv, og ikke ønsker at blive sygeliggjort.
    Se på jeres egne problemer og skjulte motiver, som f.eks uvidenhed, manglende respekt for andre, at skulle tjene penge. Og indrøm dog overfor de mennesker som ikke vil lægge krop til jeres misbrug af magt.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også