Børneudspil på 2,5 mia. skal give alle børn en god start

Politik

21/05/2015 12:07

Suleman Haider

Regeringens børneudspil skal gøre gode dagtilbud endnu bedre med et historisk løft på 2,5 mia. over de næste fire år. Udspillet skal give flere og bedre hænder og styrke børns trivsel, læring og mulighed for social mobilitet.

Alle børn skal glæde sig til dagen i deres dagpleje, vuggestue eller børnehave. Hverdagen skal være fyldt med leg, læring og udvikling, og børnene skal opleve nærvær og omsorg fra dygtige og engagerede voksne, som har tid.

Derfor offentliggør regeringen i dag udspillet ”En god start på livet for alle børn”, som prioriterer i alt 2,5 mia. kr. over de næste fire år til at sikre et bredt løft af området. Halvdelen af midlerne målrettes til mere og bedre kvalificeret personale.

Socialminister Manu Sareen siger:

”Regeringen ønsker at give alle børn et godt springbræt for deres liv. Vi ved, at de første seks år af børns liv afgør, hvilke muligheder børnene får senere i livet. Derfor giver vi nu de 0-6 årige den opmærksomhed, de fortjener, med et historisk løft af vores dagtilbud. Vi målretter 1,25 mia. kr. til flere og bedre hænder, fordi vi vil sikre, at vores børn mødes af dygtige voksne, som har tid til andet end bleskift og snotnæser.”

Men kvalitet i dagtilbud handler om mere end antallet af hænder. Derfor styrker regeringen med udspillet indsatsen på tre områder:

• Bedre kvalitet for de 0-2 årige 
• Bedre trivsel for alle børn
• Bedre læring og overgang til skolen

Regeringen sætter fokus på de allermindste børn fra 0-2 år. Det er i de første år, et barns grundlæggende egenskaber bliver dannet. Det er her børnene er mest sårbare og har brug for voksne omkring dem. Derfor styrker regeringen dagplejernes mulighed for at sparre med kollegaer i hverdagen. Samtidig skal der stilles flere krav til kvaliteten og tilsynet med de private pasningsordninger, hvor dobbelt så mange børn i dag bliver passet som for syv år siden.

Regeringen ønsker at alle børn trives bedre. Der skal skrues ned for både støjniveau og sygefravær rundt omkring på stuerne. En pulje på 250 mio. kr. skal forbedre de fysiske rammer, så støjen kan nedbringes. Samtidig skal forpligtende partnerskaber nedbringe sygefraværet og sprede de gode erfaringer. For børn bliver utrygge, når de voksne på stuen hele tiden skifter, og det spænder ben for gode aktiviteter med børnene.

Regeringen styrker læringen og overgangen til skolestart. Skolen starter ikke i vuggestuen, men det er her børnene tilegner sig de grundlæggende kompetencer, som de skal bruge senere hen. Sprog er afgørende for, at børn kan lære nyt, blive en del af sociale fællesskaber og på sigt tage den uddannelse, deres egne forældre måske ikke fik. Derfor skal alle børn nu sprogvurderes som 3-årige og samtidig skal børnene rustes bedre til skolestarten. Netop det vil særligt gavne børn i familier med store sociale problemer.

Socialminister Manu Sareen siger:

”Alt for mange børn starter i dag i skole uden at kunne godt nok dansk. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Men erfaringen viser, at vi kan hjælpe alle børn – også de mest udsatte – hvis bare vi kommer tidligt nok i gang. De tanker gør vi nu til virkelighed. Det er ambitiøst. Men også nødvendigt. For ingen børns baggrund skal bestemme deres fremtid.”

Parallelt hermed opstiller regeringen tre nye udviklingsmål for sprog, trivsel og social mobilitet, som skaber en rød tråd til de nationale mål for folkeskolen. Regeringen vil følge udviklingen og målene skal være med til at sætte en fælles retning for udviklingen på området.

Børneudspillets 2,5 mia. kr. kommer oveni de 750 mio. kr. årligt, som regeringen allerede har prioriteret til bedre normeringer og kvalitet i dagtilbud.

Økonomien i udspillet Konkret vil regeringen i perioden 2016-2019 bl.a. afsætte midler til følgende initiativer:
  • 1,25 mia. kr. til mere pædagogisk personale og et kompetenceløft af det pædagogiske personale og lederne på området.
  • 350 mio. kr. til en styrket indsats for de allermindste børn gennem flere indholdsmæssige krav og styrket tilsyn med private pasningsordninger samt øget faglig sparring i dagplejen.
  • Knap 200 mio. kr. til en styrkelse af arbejdet med børns sproglige udvikling. Det skal bl.a. ske ved at sprogvurdere alle børn og ved, at flere 3-årige børn, der i dag ikke er i dagtilbud, fremover skal i dagtilbud, såfremt de har sprogvanskeligheder (det såkaldte obligatoriske 30 timers dagtilbud).
  • 120 mio. kr. til udmøntning af en vidensstrategi, så viden gøres anvendelig og nærværende i den pædagogiske praksis.
  • 250 mio. kr. til at understøtte trivsel gennem en pulje til forbedring af de fysiske rammer til nedbringelse af støj, fokus på arbejdsmiljø og sygefravær mv.
  • Omkring 150 mio. kr. til en styrket sammenhæng mellem dagtilbud og skole.
  • Omkring 230 mio. kr. som kan dække udbredelse af redskaber og arbejdsgange i forlængelse af processerne omkring udviklingsmålene og revisionen af de pædagogiske læreplaner. 

Læs udspillet ”En god start på livet for alle børn” (pdf).

Se hovedelementer i udspillet (pdf).

Mest Læste

Annonce