Bog: VK-regering overhørte embedsmænds tvivl om Irak-krig

Ledelse

18/10/2014 10:19

Nick Allentoft

Embedsmænd fortæller i ny bog, at det juridiske grundlag for Irak-krigen var politisk bestillingsarbejde.

Det var politisk bestillingsarbejde, da jurister i Udenrigsministeriets Folkeretskontor i 2003 erklærede dansk deltagelse i Irakkrigen for lovlig. 

Det fortæller flere af juristerne nu i bogen "Mørkelygten" af den prisbelønnede journalist Jesper Tynell, skriver Information.

- Der blev sagt: Kom nu ikke og sig, at det ikke kan lade sig gøre. Så markant var ønsket. (…) Det fremgik ganske klart, at det var ønsket fra højeste sted i regeringen, siger en af de involverede embedsmænd, der ligesom sine kolleger bliver citeret anonymt i bogen.

- Vi skulle ikke komme og sige, at det ikke kunne lade sig gøre. Og det er klart, at med det i baghovedet så var der ingen tvivl om, hvad facit skulle være.

Udlægningen fra embedsmændene står i skarp kontrast til den daværende VK-regerings forsikringer om, at der var tale om en strengt juridisk vurdering, da Udenrigsministeriet i et afgørende notat konkluderede, at krigen var folkeretsligt lovlig.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) understregede eksempelvis over for Folketinget, at der ikke var tale om "politisk bestillingsarbejde", men om embedsmændenes "ærlige overbevisning".

Reelt var embedsmændenes overbevisning imidlertid, at det var "tydeligt, at det ikke er vandtæt", som en embedsmand siger i bogen, mens en anden siger, at ministeriet var på "tynd is".

Regeringen fik klar besked om denne tvivl, understreger embedsmændene, men det fik hverken Folketinget eller offentligheden at vide, skriver Information.

Jens Elo Rytter, der er professor i forfatningsret på Københavns Universitet, har læst embedsmændenes udtalelser og finder sagen særdeles alvorlig:

- Det ligner reelt vildledning af Folketinget, at udenrigsministeren over for Folketinget solgte notatet som en uvildig juridisk vurdering, siger Rytter til Information. 

Han er ikke er overrasket over, at embedsmændene var under politisk pres.

Den vurdering deler Anders Henriksen, der er lektor i folkeret på Københavns Universitet:

- Når man nærlæser ministeriets retslige analyser er det ret oplagt, at deres valg af fortolkning er influeret af det politiske ønske fra regeringstoppen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Udenrigsministeriet ønsker ikke at kommentere embedsmændenes udtalelser, men henviser til den undersøgelseskommission, der skal redegøre for, på hvilket grundlag regeringen i 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen i Irak, skriver Information.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce