Boligkøbere fik rabat på 6,3 milliarder kroner i 2017

Infrastruktur

22/02/2018 07:00

Boligsiden A/S

Købmandsevnerne blev brugt flittigt på boligmarkedet i 2017, hvor der blev givet et samlet nedslag på lidt over seks milliarder

Det føles altid godt at gøre en god handel, og det gør sig også gældende på boligmarkedet, hvor de danske boligkøbere fik forhandlet sig frem til et samlet nedslag på lige knap 6,3 milliarder kroner i 2017. Til sammenligning lyder det tilsvarende beløb for 2016 på 5,4 milliarder kroner, og der er dermed tale om en stigning på 17 procent, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

Fokuserer man på villasalget, der udgør den største del af bolighandlerne, blev der i gennemsnit givet en rabat på omkring 97.585 kroner ved hver af de i alt 41.157 handler, der blev indgået i løbet af 2017. Samlet set udgør nedslaget på villahandlerne to tredjedele af det totale beløb.

”Nedslaget lå generelt på et lavere niveau i 2017 sammenlignet med året før, og alligevel ser vi en markant stigning i den samlede sum. Årsagen er, at der blev solgt langt flere boliger sidste år end i 2016, og at der fortsat bliver forhandlet på prisen i langt de fleste handler. Eneste undtagelse er i de mest attraktive kvarterer i København, hvor vi fortsat ser et stort antal boliger, der bliver solgt til prisen eller mere,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Høj handelsaktivitet i 2018
Ejerlejligheder udgør den næststørste andel i nedslaget efter villaer. Herefter følger fritidsboliger og rækkehuse, mens den mindste andel er den rabat, der blev givet på handler af villalejligheder.

”Handelstallene for januar i år indikerer, at den samlede aktivitet på boligmarkedet fortsætter på det høje niveau, som vi så sidste år. Og selvom renten er steget en lille smule, forventer vi ikke et dyk i salget, så mit bud er, at vi om et år kan rapportere om et samlet nedslag for 2018, der som minimum bliver ligeså stort som i 2017, siger Birgit Daetz.

Det kan du få for 6,3 milliarder kroner
For det samlede nedslag i 2017 kan du blandt andet:

· Dække det samlede beløb for prisen på verdens fem dyreste fodboldspillere, som tæller Neymar, Kylian Mbappé, Philippe Coutinho, Paul Pogba og Ousmane Dembélé. De er handlet for i alt 5,8 milliarder kroner, skriver TV2.dk. For restbeløbet kan du eksempelvis købe 518.572 officielle Superliga fodbolde fra Select hos Sportsmaster. Så er der lidt at trille med for dine fem fodboldspillere.

· Købe 705.762 iPhone X med 64 GB i Apples webshop. Så har du altid et par ekstra i reserve, hvis du skulle tabe telefonen eller bare har lyst til at give alle borgere i Aarhus Kommune to nye iPhones.

· Lege stoleleg med en større provinsby i Arne Jacobsens Ægget. Køber du den i valnøddefarvet læder hos Brdr. Friis Møbler, koster den 98.156 kroner stykket, hvilket giver dig 63.986 lænestole for 6,3 milliarder kroner.

· Betale for 6.281 børns opvækst. Ifølge en udregning foretaget af Arbejdernes Landsbank koster det en rund million at have et barn i 18 år. Beløbet inkluderer blandt andet mad, et sted at bo, tøj, pasning, ferie, fritidsinteresser og fødselsdage.

Mest Læste

Annonce