Borgerlige i Sverige forsøger på ny at danne regering

Riksdagen skal onsdag stemme om, hvorvidt Ulf Kristersson skal være ny statsminister i Sverige.

Den borgerlige statsministerkandidat i Sverige, Ulf Kristersson, får sin anden chance for at danne en regering. Det oplyser formanden for Riksdagen - den såkaldte talman - Andreas Norlén mandag.

På et fælles pressemøde annoncerer Norlén, at han mandag formelt nominerer Ulf Kristersson som regeringsleder.

Både Kristersson, der er leder af det borgerlige parti Moderaterna, og den fungerende statsminister, Stefan Löfven, har tidligere fået chancen for at sondere mulighederne for at danne en regering.

Ingen af dem har kunnet finde et flertal bag sig.

Denne gang går Andreas Norlén mere direkte til værks. Han har bedt Kristersson oplyse, hvilke partier han vil have med i en regering. Derefter sender han forslaget om en regering ledet af Kristersson direkte til afstemning i Riksdagen.


Ulf Kristersson har oplyst, at han ønsker at danne regering med Kristdemokraterna. Riksdagen skal stemme om den konstellation onsdag klokken ni.

Her behøver den foreslåede regering ikke at have et flertal med sig. Der må bare ikke være et flertal imod den.

Med forslaget om en regering med to partier bryder Ulf Kristersson med den alliance af fire borgerlige partier, som gik til valg sammen. Ifølge Kristersson har det brud ikke været frivilligt.

- Vi ville bygge den største mulige alliance-regering, siger Kristersson ifølge tv-stationen SVT.

- Vi (Moderaterna og Kristdemokraterna, red.) ville begge helst have haft en firepartiregering.

De to partier Liberalerna og Centerpartiet har dog valgt at takke nej. Partierne ønsker ikke at sidde i en regering, der lever på passiv eller aktiv støtte fra Sverigedemokraterna.

Den borgerlige blok i Sverige har siden valget i september været splittet. Blokken har ikke selv flertal, og de fire partier er ikke enige om, hvor de skal søge støtte. 

Liberalerna og Centerpartiet vil finde støtte fra den nuværende regeringsblok, der heller ikke opnåede flertal til et genvalg.

Kristdemokraterna og Moderaterna mener, at venstrefløjen har gjort det klart, at den mission er umulig. De to vil derimod forsøge at danne regering og se, hvad der sker, når der skal stemmes i Riksdagen.

 

OVERBLIK: Svensk regeringsdannelse går ind i ny fase
Her kan du få et overblik over, hvordan regeringsdannelsen i Sverige er gået i hårdknude.

* Valget i Sverige 9. september endte med, at Socialdemokraterna blev det største parti, Moderaterna næststørst og Sverigedemokraterna nummer tre.

* Ingen af blokkene fik parlamentarisk flertal, og ingen af partierne vil samarbejde med Sverigedemokraterna.

* 2. oktober fik Moderaternas leder, Ulf Kristersson, to uger til at finde et regeringsalternativ, som kunne få Riksdagens tilslutning.

* Det lykkedes ikke Kristersson, og mandag 15. oktober gik opdraget videre til Socialdemokraternas leder og fungerende statsminister, Stefan Löfven.

* Löfven fik frist til mandag 29. oktober, men måtte også kaste håndklædet i ringen og opgive at danne regering. 

* 5. november besluttede talmannen, at Moderaternas leder igen skulle forsøge at danne regering. 

* På et fælles pressemøde 12. november oplyser talmannen, Andreas Norlén, og Ulf Kristersson, at Norlén har nomineret en regering med Moderaterna og Kristdemokraterna til Riksdagen. 

* Onsdag den 14. november skal Riksdagen således stemme om, hvorvidt Kristersson skal være Sveriges nye statsminister.

/ritzau/

 

Emneord: Sverige, Ulf Kristersson, 131118
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også