Borgerne inddrages i kommunes markedsføring

Infrastruktur

10/12/2014 10:53

Nick Allentoft

Odder Byråd har vedtaget en markedsføringsstrategi for at tiltrække flere borgere. Lokale borgere skal fungere som ambassadører. Se borgmesters forklaring på video.

Strategien er blevet til efter en længere proces, hvor kommunikationsbureauet Publico har gennemført interviews med forskellige målgrupper, herunder også borgere, der har fravalgt Odder Kommune som bosætningskommune. 

Der har været afholdt workshops med politikerne, ligesom mulige borgerambassadører er identificeret. Et kernebudskab er formuleret, og endelig er der udarbejdet en egentlig strategi.

På sit møde den 8. december vedtog byrådet strategien. 16 byrådsmedlemmer stemte for (Venstre, Konservative, Socialdemokrater og Enhedslisten), mens tre stemte imod (Radikale og SF).

Strategi med kernebudskaber
Strategien er at nå de veluddannede 'redebyggere' og engagerede familiemennesker, der har Odder på radaren, med kernebudskaberne om, at Odder Kommune er tæt på Aarhus og har gode faciliteter for børnefamilier.

Odder skal opleves
For at nå målgruppen er strategien at give hele familien attraktive anledninger til at komme og prøve Odder af. Det kan fx ske i form af 'Åben  by-events'. Analysen viser, at det er i oplevelsen af Odder, at den positive opfattelse af området opstår.

Borgerambassadører
Der skal oprettes et korps af ambassadører, spredt over hele kommunen. Potentielle tilflyttere skal kunne ringe til eller besøge ambassadørerne over en kop kaffe eller aftensmad. Ambassadørerne kan fortælle hvordan det er at bo i området, hvilke fritidsmuligheder og foreninger, der findes, hvilke sociale aktiviteter der foregår lokalt i løbet af året, og hvordan de oplever de nærmeste pasningsmuligheder og skoler. 

Instagram og videofilm
Kommunen opretter en Instagram-profil, som derefter går på omgang blandt de udvalgte borgerambassadører. I den uge eller måned, hvor en borger/familie har stafetten, tager de billeder af deres dagligdag i Odder Kommune og lægger dem op via kommunens profil.

For at formidle den autentiske oplevelse af Odder til den del af målgruppen, der (endnu) ikke har oplevet kommunen ved selvsyn, skal der laves en række små film, der formidler de gode historier, så vidt muligt fortalt af ambassadører, som målgruppen kan spejle sig i.

Kreativt koncept
Ideen bag det kreative koncept er sammenfaldet mellem forkortelsen for Odder Kommune = OK = jeg/det er OK. Konceptet består af en (ægte) selfie, hvor odderborgere viser OK-tegnet, fx foran deres yndlingssted i Odder, efterfulgt af et logo samt en kort tekst med afslutningen: Det er da ret OK.

 

Mest Læste

Annonce