Brosbøl vil frede Dyrehaven og Himmelbjerget

Bæredygtighed

27/03/2014 14:06

To af de mest kendte danske naturområder skal fredes. Mere statslig natur følger efter, lover miljøministeren.

To af landets mest kendte og skattede naturattraktioner, Dyrehaven nord for København og Himmelbjerget ved Ry, skal fredes. Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) indleder nu fredningssager for de to statsejede områder.

Hun opfylder dermed et ønske fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), som efterlyser, at også staten sikrer sine værdifulde naturområder for fremtiden, som det sker med en række privatejede naturperler.

- Det er jo unikke steder, som alle kender, og som fortjener at stå på fredningslisten. Der skal også ske en masse lokal inddragelse, og nu tager vi så første skridt ved at rejse fredningssag, siger miljøministeren til Ritzau.

- Jeg har selv et specielt forhold til Himmelbjerget, for det ligger i min egen valgkreds, tilføjer Kirsten Brosbøl.

Hendes forgænger, Ida Auken (dengang SF, nu R), lancerede i november sammen med DN og Kommunernes Landsforening en handlingsplan, der sigter mod at få fredet "kronjuvelerne", det vil sige de mest værdifulde nationale naturlokaliteter.

Et andet formål er at skabe større sammenhængende naturområder, så plante- og dyrearter kan sprede sig. Endelig skal særligt smukke og karakteristiske landskaber sikres mod byggeri, tilplantning og ændringer af terrænet.

Statslige naturattraktioner som Møns Klint, Raabjerg Mile og Dybbøl Banke er allerede fredet. Men flere områder skal på listen, mener Kirsten Brosbøl.

- Nu vil vi prøve at identificere, hvilke andre statslige naturperler der også bør stå på fredningslisten, siger hun.

Jægersborg Dyrehave har en hjortebestand på omkring 2000 dyr - fordelt på 300 krondyr, 1600 dådyr og 100 sikaer. Kong Frederik III besluttede allerede i 1669, at et område af bøgeskov skulle indhegnes, og hjortevildt drives ind på arealet.

Himmelbjerget rejser sig 147 meter over havet, og fra tårnet på toppen er der enestående udsigt over det midtjyske søhøjland.

Det er kun miljøministeren, DN og kommunerne, der kan rejse fredningssager. Siden 1917 er der gennemført omkring 5000 fredninger, der tilsammen dækker fem procent af Danmarks areal. Der rejses årligt en halv snes nye fredningssager.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce