Brugerbetaling skal være ens på landets sygehuse

Politik

17/11/2014 10:31

Suleman Haider

Brugerbetaling på landets sygehuse skal reguleres, så priserne bliver mere ens for patienter og pårørende.

Hvis du vil købe et ultralydsbillede af din kommende søn eller datter, så koster det 30 kroner per styk på Odense Universitetshospital. På Sygehus Lillebælt får du til gengæld billederne med hjem gratis.

Der er stor forskel på brugerbetalingen på de forskellige sygehuse i Region Syddanmark. Det viser en oversigt over egenbetaling på sygehusene, som regionen har lavet.

Opgørelsen viser store forskelle i egenbetaling for pårørende og bedemænds arbejde. Og det får nu politikerne i regionen til at diskutere, hvordan betalingen kan blive mere nuanceret.

Opgørelsen fra Region Syddanmark viser stor forskel på, hvor meget sygehusene opkræver fra bedemænd, der får hjælp til at lægge afdøde patienter i kister. Her svinger prisen fra 83 til 125 kroner afhængig af sygehus.

Det duer ikke, siger sundhedsudvalgsformanden fra Region Syddanmark, Poul Erik Svendsen (S) til DR Fyn.

- Vi kan ikke have de her forskelle. Hvis vi tager betaling, så må priserne være de samme ved regionernes forskellige sygehuse, fortæller Poul Erik Svendsen.

Der er også forskel på, hvad det koster for en pårørende at overnatte alene på sygehuset. Her svinger det fra 50 kroner på Svendborg Sygehus til 515 kroner på Odense Universitetshospital.

Forskellen stammer formentlig helt tilbage fra de gamle amters tid, mener Poul Erik Svendsen.

- Der har været en masse forskellige måder at lave service på i vestjylland, på Fyn og i Sønderjylland, og det har man så undervejs justeret. Nu vil vi se på det her område, siger Poul Erik Svendsen.

Formanden for Sundhedsudvalget Poul Erik Svendsen vil nu have helt klare regler for, hvornår et sygehus kan bede dig om at tage pungen op af lommen, og han afviser på forhånd at kræve betaling for behandling.

- Så er der alle de typer ydelser, der er helt uden for diskussion, fordi de har direkte med behandlingen og helbredelsen at gøre, der må der selvfølgelig ikke tages penge.

 

 

 

 

Mest Læste

Annonce