BUPL advarer mod at bruge amerikansk metode til måling af kvalitet i danske børnehaver

27/01/2020 08:35

Det er at sabotere det pædagogiske grundlag og realiseringen af den styrkede læreplan, når Danmarks Evalueringsinstitut og flere kommuner anvender amerikansk metode til at måle kvaliteten, advarer BUPL. Ligesom flere eksperter er BUPL stærkt kritisk over for ny landsdækkende undersøgelse i danske børnehaver.

En undersøgelse af kvaliteten i danske børnehaver, gennemført af statens eget evalueringsinstitut (EVA), er på kollisionskurs med den nye lov, der sætter retningen for pædagogikken i de danske dagtilbud.

Metoden er nemlig et amerikansk koncept kaldet ECERS, der tager afsæt i en førskole-tænkning, som er helt modsat det værdigrundlag og den lov, som de danske daginstitutioner bygger på.

Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, er dybt forundret:

”Jeg forstår ganske enkelt ikke, at statens eget evalueringsinstitut sætter gang i en kvalitetsundersøgelse, der oser af førskole og ligger milevidt fra den danske daginstitutionstradition, hvor børneperspektivet og børnefællesskaberne er i fokus. Det afsporer jo fuldstændig realiseringen af den styrkede læreplan. Et pædagogisk grundlag, der i øvrigt bakkes op af både pædagoger, forskere og et bredt politisk flertal.”  

BUPL-formanden er, ligesom fremtrædende eksperter som Jan Thorhauge og Andreas Rasch-Christensen, stærkt kritisk over for den amerikanske målemetode (ECERS), som ligger til grund for EVA-undersøgelsen. ECERS vurderer blandt andet kvaliteten ud fra, om der er tydelige læringsmiljøer med bogstaver, tal eller science-temaer i børnehaven.

”Det er klart, at børnehaverne scorer lavt på aktiviteter inden for boglig læring, når vi i Danmark har valgt, at vi har leg, nysgerrighed og kreativitet i centrum - ud fra børns ret til først og fremmest at være børn,” siger Elisa Rimpler.

BUPL-formanden er stærkt bekymret over, at nogle kommuner har taget den amerikanske målemetode til sig. Dermed kommer de til at modarbejde lovens pædagogiske grundlag.

”Måden, man måler på, smitter selvfølgelig af på den pædagogiske praksis. Hvis man måler kvaliteten ud fra et førskole-perspektiv, sender man udviklingen af vores daginstitutioner i den forkerte retning,” siger hun.

Elisa Rimpler mener i det hele taget, at det er spild at bruge penge på dyre og ressourcekrævende kvalitetsmålinger og tvivlsomme koncepter.  

”Vi får ikke daginstitutioner i verdensklasse ved at sende dyre konsulenter ud og måle kvaliteten tre formiddagstimer hvert andet år. Det får vi ved, at kommunerne tilfører ordentlige ressourcer og investerer i en høj faglighed - med en høj pædagogandel og kontinuerlig efter-videreuddannelse. Og så i øvrigt bruger kræfterne på at løfte den styrkede pædagogiske læreplan indefra,” siger Elisa Rimpler.

Mest Læste

Annonce