Byrådsmedlem truet af egen kommune med at miste kontanthjælp

Politik

15/09/2014 10:51

Suleman Haider

Det går fremad med at tale pænere til borgerne i officielle kommunale breve, men skridtene er for små. Det viser en undersøgelse fra i år fra Rigsrevisionen, og den vil byrådsmedlem i Ringsted, Jan Jakobsen gerne skrive under på. Han fik et brev, der mindede om en trussel fra sin kommune.

Han skulle bevise, at han som kontanthjælpsmodtager var berettiget til sit byrådshonorar. Brevet sluttede: "---din ledighedsydelse er sat i bero, indtil ovennævnte er modtaget."

- Så aggressivt skal en kommune ikke formulere sig overfor borgerne, siger Jan Jakobsen fra Enhedslisten.

Pernille Steensbech Lemée er direktør i Fokus Kommunikation og har undervist en række kommuner og jobcentre i at skrive "ordentlige" brev til borgerne.

- Jan Jakobsens sag er ikke usædvanlig, desværre. Det viser en undersøgelse fra Rigsrevisionen, hvor der både er alt for svære ord og for hårde ord, som betyder at borgerne opfatter kommunen som modspiller i stedet for medspiller.

Jan Jakobsen har muskelsvind og kan ikke passe et normalt fuldtidsjob. Han sidder i kørestol og er udstyret med respirator. Derfor er han i perioder på kontanthjælp.

Og da man så i den kommune, hvor han selv sidder med ved det runde bord, fandt ud af, at han havde en bi-indtægt (som altså var hans honorarløn i byrådet) , ja, så var det brevsprækken klappede.

- Der var en truende tone i brevet, og sådan skal man bare ikke skrive til borgerne. Hvis man ikke kan se i det kommunale it-system, hvor lønindkomsten stammer fra, så er det da mere hensigtsmæssigt at spørge borgeren i stedet for at fare frem med bål og brand og true med fjerne kontanthjælpen, siger Jan Jakobsen til DR Sjælland.

Han vil nu have byrådet til at kigge på de standardskrivelser som sendes ud fra ydelseskontoret og se, om man ikke kan formulere sig bedre.

- Der findes jo folk, der går helt ned, når sådan en brev dumper ind og truer med at fjerne kontanthjælpen. Det må vi kunne gøre bedre, siger Jan Jakobsen.

Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten mener, at kommunen faktisk gør det ganske godt. Men der er svipsere, og dem skal der rettes op på, siger han til DR Sjælland

Mogens Justesen er leder af a-kassen hos 3F i Slagelse. og beskikket medlem af Ankestyrelsen, der netop behandler klager over kommunale breve.

- Sprogbrugen omkring ledige er til tider nærmest uanstændig. Jeg synes dog, at mange kommuner har lagt sig i selen for at forbedre tonen, men der er stadig plads til forbedring, siger han.

Mest Læste

Annonce