Asylbørn godt modtaget på skolen i Vipperød

Kildevangens Skole, Afdeling Vipperød, er glade for elever fra det lokale asylcenter For et år siden indgik Holbæk Kommune og Dansk Røde Kors en aftale, der gør det muligt for den lokale folkeskole at modtage asylbørn fra Røde Kors’ familiecenter i Vipperød. Skolens daglige leder, Lis Thrane Hansen, betegner ordningen som en succes.

Lærerne blev på forhånd ”klædt på” af Røde Kors-medarbejderne, så de kunne håndtere de nye elever. Nogle af dem havde i fortiden haft oplevelser, som har gjort dem utrygge.

Børnene på asylcentret modtager normalt undervisning på Røde Kors’ børneskole i Lynge. Når de sprogligt og fagligt er i stand til at starte i en almindelig folkeskole, kan de blive elever på en lokal folkeskole. Og skolen i Vipperød bød såvel børnene som forældrene velkomne med åbne arme.

- Før børnene startede på skolen, holdt to lærere og jeg et møde med forældrene, hvor vi fortalte dem om, hvordan det er at gå i en dansk folkeskole, fortæller Lis Thrane Hansen. Det handlede ikke kun om det faglige, men også om dagligdags ting som idræt, cykelhjelme, mælkeordning og ”udedage”.

Lokal opbakning
Skolen har i det forløbne år haft i alt 12 asylbørn på forskellige klassetrin fra børnehaveklasse til 8. klasse. Asylbørnene kommer oprindeligt fra Afghanistan, Kosovo og Serbien (heraf en del romaer). Lærerne har været opmærksomme på, at børnene kunne være utrygge på grund af deres fortid, men børnene har i vid udstrækning fungeret som alle andre elever.

Skolen har lagt vægt på, at de nye børn skulle gå i skolefritidsordningerne på lige fod med deres klassekammerater. Alle har reageret positivt på integrationen af de fremmede børn. I indskolingen er de yngste elever ofte med i private legegrupper – det har asylbørnene også været involveret i.

Lærer Rasmus Nederskov forklarer, at netop legesituationerne er rigtigt gode for børn, som skal lære et nyt sprog. Mange af de lokale børn er samtidig glade for at få nye venner og legekammerater.

Lidt for hurtigt farvel
Lis Thrane Hansen og Rasmus Nedergaard er enige om, at integrationen er forløbet godt – med én undtagelse: En stor del af asylbørnene har i et par omgange været nødt til at forlade skolen med dags varsel.

- Årsagen har været, at børnenes familier ikke opfylder kravene til at få opholdstilladelse. De lokale børn har haft svært ved at forstå, hvorfor én eller flere af deres gode venner pludselig ikke længere må være her, fortæller Rasmus Nederskov.

Lige nu er der kun to asylbørn på Kildevangens Skole, Afdeling Vipperød – men Lis Thrane Hansen understreger, at skolen fortsat vil byde de lokale asylbørn velkomne.
 

Holbæk Kommune på DenOffentlige.dk Holbæk Kommune
Aktivitet: Artikler: 43 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer