Borgere støtter borgere i socialpsykiatri Odsherred i frivilligt socialt projekt

14/03/2013 16:20

Odsherred Kommune

Social – og Sundhedsudvalget har bevilget 10.000 kr. til start og drift af det borgergenererede frivillige projekt ”Borger støtter Borger” til afhjælpning af ufrivillig ensomhed.

Projekt ”Borger støtter Borger” har netop fået 10.000 kr. i start- og driftshjælp fra Social- og Sundhedsudvalget. Projektet, der er etableret på frivilligt borgerinitiativ drejer sig om, at frivillige borgere - kaldet ”ligesindede” i socialpsykiatri Odsherred, besøger ufrivilligt ensomme borgere i socialpsykiatrien. I starten er det primært borgere med angst og depression, der kan få besøg af en ligesindet, men efterhånden kommer det også til at omfatte borgere med andre problematikker. På sigt drømmer projektgruppen om at udbrede projektet til andre kommuner.

- Kan jeg bare være med til at hjælpe én ud af 100, så er mit succeskriterium opfyldt, siger Steen Skjoldborg Pedersen, Fårevejle.

Sammen med Jan Andersen, Asnæs, talte han for et års tid siden om, hvor rart det havde været, hvis de havde mødt en ligestillet – en person med samme sindslidelse som de, fordi det ville have kunnet give dem håb og tro på, at der er lys og liv forude, selvom man er ramt af panikangst og depression, som Jan og Steen var. 

Tankerne er nu blevet omsat til handling med hjælp fra tovholder Mette Alleslev, Asnæs. Projekt ”Borger støtter borger”, som Social- og Sundhedsudvalget torsdag den 7. marts 2013 gav 5000 kr. til i startstøtte og 5000 kr. til i driftsstøtte fra udvalgets særlige pulje til at afhjælpe ufrivillig ensomhed, er nu en realitet og er i gang.

Første gang

Det er første gang i Odsherred Kommune og muligvis første projekt af sin art i Danmark, hvor sindslidende frivilligt hjælper sindslidende inden for det socialpsykiatriske område. 

Jan Andersen, Steen Skjoldborg Pedersen og Mette Alleslev udgør projektgruppen, som med de kommunale støttekroner nu kan komme videre med projektet ved at orientere om dette nye tilbud på møder i socialpsykiatriens væresteder Bellis i Asnæs, Kik Ind i Vig og Lyspunktet i Nykøbing for brugere, personale og bostøttepersonerne, som gerne skulle formidle kontakten ud til at borgere, der i dag sidder isoleret, alene og angste eller med depression og som vil kunne få glæde af at møde og samtale med en borger, der har prøvet at være i samme situation.

Seks-syv allerede interesseret

- Det er et frivilligt projekt og vi skal træde varsomt, men allerede nu er der interesse fra sekssyv borgere om at få besøg af en Ligesindet, fortæller Mette Alleslev, hvis hjem midt i Asnæs danner rammen om møderne i projektgruppen. Steen har allerede haft de første møder med en borger med depression og der er kontakt med flere borgere.

- Projektets eneste mål er håbet om at medvirke til at forebygge ufrivillig ensomhed og isolation. ved at møde en Ligesindet, der ikke har andet formål med mødet, end at være der for borgeren med sin egen erfaring, livshistorie og værktøjer på borgerens præmisser. Vi har fokus på den ufrivillige ensomhed, som mennesker med en psykisk sårbarhed ofte rammes af, fordi angsten eller depressionen også ofte ledsages af social angst, man tør simpelthen ikke engang gå uden for sin egen dør, fortæller Jan Andersen, som selv har lidt af panikangst, men i dag har lært sygdommen at kende og kan håndtere sine symptomer.

Supplement ikke erstatning

- Ja, det at kunne spejle sig i en ligesindet og få en fornemmelse af, at det er okay, som man har det, men at der er muligheder for at komme videre ved at tale med en, som har prøvet det, supplerer Steen, som blev ramt af depression for en årrække siden.

- Det er et ligeværdigt samvær på borgerens præmisser, hvor parterne selv aftaler, hvor tit man kan mødes, og om det fx er okay at sende en sms og muntre op og spørge, hvordan man har det.

Det skal spredes som ringe i vandet, og min rolle som ”ministersekretær” bliver at være sparringspartner og agere fordelingscentral, så vi får det rigtige match af Ligesindede og borgere. Den frivillige borger må aldrig blive en erstatning for støttekontaktpersonen eller agere myndighed eller ringe til kommunen eller lignende på vegne af borgeren. Den frivillige er et supplement til det professionelle personale i socialpsykiatrien, en uformel ressource, siger Mette Alleslev.

Hjemmeside på vej

Udover de Ligesindedes besøg hos isolerede sindslidende borgere er det projektgruppens håb at udvide korpset af Ligesindede og skabe netværksdannelse i korpset. Projektet kan også på sigt udvikles med et foredragsteam af Ligesindede, og afholdelse af fælles arrangementer, gerne en fest, på et tidspunkt.

- Det her er borgergenereret frivillighedsindsats, som bygger på tryghed og tillid som det alt afgørende for at skulle lykkes. Vi vil med projektet gerne være med til at give psykisk sårbare borgere et værdigt liv og muligheden for at opbygge et socialt netværk, hvis borgeren ønsker det, siger Mette Alleslev.

– Jan, Steen og jeg er dybt taknemmelige over den opmærksomhed, velvilje og støtte, projektet møder. Lige fra borgerne, ledelsen og personalet i socialpsykiatrien til nu også politikerne i Social- og Sundhedsudvalget.

Projektgruppen er ved at få udarbejdet eget logo og foldere, som bostøttepersonerne tager med ud til borgerne ligesom en hjemmeside er på trapperne.

Leder af Socialpsykiatri Odsherred, Tina Dalby Schou, siger om initiativet:

- Jan og Steen fandt sammen i et af de gruppe- og netværksforløb, som er det nyeste skud på stammen over tilbud fra Socialpsykiatrien. Det blev naturligt for dem at dele tanker, ikke kun om det, der har været svært, men i høj grad om de muligheder, de ønskede for andre med samme udfordringer som dem selv. Da jeg første gang hørte dem fortælle, fik jeg gåsehud over det hele. En idé som denne kan vi ikke købe os til nogen steder, og vi har derfor gjort, hvad vi kan for at støtte op om projektet. Og det bliver vi ved med.

Billede

Mette Alleslev har titlen ”ministersekretær” og er tovholder i projektgruppen på bare tre personer – Jan Andersen og Steen Pedersen, der begge har lidt af angst og depression og nu vil besøge ligesindede borgere.

Mest Læste

Annonce