Børn i bevægelse - indlæring, inklusion og trivsel i Nr. Felding

15/06/2012 12:16

Karsten Peier

Pilotprojekt i Nr. Felding skal styrke børns faglighed og trivsel gennem idræt, leg og bevægelse

Holstebro Kommune vil i et pilotprojekt på Nr. Felding Skole sammen med DGI og den lokale idrætsforening GIF styrke børnenes faglighed og trivsel gennem idræt og bevægelse.

I projektet skal idræt, leg og bevægelse integreres i den daglige undervisning i skoletiden, men også ved at skabe gode rammer i børnenes SFO-tid i et tæt samarbejde mellem SFO og den lokale idrætsforening. De gode rammer skal virke som et incitament til, at flere børn kommer til at dyrke mere idræt.

Det første i Danmark
Pilotprojektet er det første i Danmark, hvor børn tilbydes idræt, leg og bevægelse - fra de møder om morgenen i skolen, til de bliver hentet af forældrene i SFO om eftermiddagen.

Idrætsskoler og idræts SFO’er er relativt kendte størrelser i dagens Danmark. Men på Nr. Felding Skole tager de skridtet videre og er nu i gang med at udvikle et helt nyt koncept, som gerne skal resultere i både højere faglighed og bedre trivsel blandt eleverne – alle elever! For et af målene med projektet er også at se på, hvordan idræt, leg og bevægelse kan bruges som redskab til at inkludere de børn, der enten har udfordringer ved at følge den traditionelle klasseundervisning eller ved at begå sig socialt.

Konceptet tager udgangspunkt i, at aktive børn lærer bedst! Men i stedet for ekstra idrætstimer integreres idræt, leg og bevægelse som en del af den normale undervisning, så eleverne får mulighed for at bruge deres krop samtidig med, at de lærer dansk, matematik, engelsk eller noget helt andet.

Foreningsidræt i SFO-tiden
Derudover får eleverne fra 0.-4. klasse tilbud om at dyrke foreningsidræt i SFO-tiden, så de ikke er afhængige af, at deres forældre kan nå hjem fra arbejde og følge dem af sted. Nr. Felding skole har indgået en aftale med den lokale idrætsforening GIF om, at idrætsaktiviteter for denne aldersgruppe tilbydes i SFO-åbningstiden. GIF står for den idrætsfaglige del af aktiviteterne, mens det pædagogiske ansvar for børnene ligger hos de pædagoger fra SFO’en, der følger børnene til idræt.

- Det er et helt enestående koncept, og vi har store forventninger til resultatet. Vi har en klar forventning om, at flere børn kommer til at dyrke mere idræt, og at børnenes øgede aktivitet vil medføre et løft i fagligheden og skabe endnu bedre trivsel både i klasseværelset, men også mellem børnene, siger skoleleder Jette Lund, der er ophavskvinde til ideen.

Vil knække koden
DGI er samarbejdspartner i projektet i Nr. Felding. Om baggrunden siger direktør i DGI Vestjylland, Preben Holm:

- Vores faglighed og erfaring via certificering af over 100 SFO’er bringer vi ind i projektet. Den primære grund til, at vi ser store perspektiver i projektet, er, at vi ønsker at knække koden for, hvordan idrætsforeninger kan bidrage til en velfærdsopgave. Vi vil være med til at styrke børnenes indlæring og inklusion gennem idræt, leg og bevægelse som en naturlig del af den daglige undervisning.

Projektet er lokalt blevet mødt med stor interesse fra både børn, forældre, lærere og pædagoger. Nr. Felding Skole har gennem de seneste 3 år implementeret PALS. Derigennem er der arbejdet med at få skabt et særligt pædagogisk miljø og et godt læringsrum. Inddragelse af bevægelse i undervisningen skal ske inden for rammerne af PALS. Trænere og ledere i GIF skal også gøres fortrolig med PALS tankegangen, så børnene bliver mødt af den samme anerkendende tilgang - uanset om de er i skole eller i forening.

Mest Læste

Annonce