Det digitale gadekær

I bydelen Munkebjerg er en gruppe frivillige gået sammen om at skabe it-platformen Nærværket. Nærværket skal gøre det lettere for borgerne at bruge og bidrage i nærmiljøet.

Det er på en måde Facebook i lille, lokal skala – og så alligevel slet ikke. I modsætning til det populære sociale medie har Nærværket et geografisk udgangspunkt.

”Hver bruger skal selv definere, hvad der er hans eller hendes nærmiljø. Det bliver så udgangspunktet for den måde, man bruger Nærværket på,” fortæller Maja Gro Lilsig, der arbejder som konsulent og er formand for skolebestyrelsen på Munkebjerg Skole.

Hun er en del af Munkebjerg-gruppen, der står bag projektet og også tæller repræsentanter for blandt andet den lokale kirke, idrætsforeninger, grundejerforeninger og Odense Kommune.

Gruppen er i øjeblikket ved at søge penge til at få Nærværket op at stå. It-platformen skal fungere som et socialt medie, der sætter folk i forbindelse med hinanden i lokalområdet og styrker den enkeltes netværk og adgang til frivillige tilbud.

”Vi har snakket meget om gadekæret som billede på det, vi gerne vil opnå. En it-platform kan ikke skabe det alene, den skal kombineres med fysiske arrangementer, men Nærværket kan blive et værktøj til at skabe et mere aktivt nærmiljø,” siger Maja Gro Lilsig. 

For eksempel vil man på Nærværket ved hjælp af geotracking kunnne se, hvor ens venner og bekendte opholder sig. ”Så kan du se, at din veninde lige er startet på sin løbetur eller er i fodboldklubben, og så vælge at tage ud at motionere sammen med hende,” siger Maja Gro Lilsig.

På Nærværket vil man også kunne tilbyde sin hjælp til andre, der har brug for den. ”Vores tanke er at skabe en ressourcebank. Hvis man for eksempel gerne vil være fodboldtræner, så kan man skrive det. Det vil også være en hjælp for de frivillige organisationer. Man vil også kunne skrive, hvis man skal på lossepladsen og gerne vil tage noget med for andre.”

Nærværket vil fungere på den måde, at man indtaster sine egne interesser og ud fra det får en brugerdefineret liste over de frivillige tilbud, der er. Maja Gro Lilsig fortæller, at arbejdet med udviklingen af Nærværket allerede har styrket samarbejdet mellem de frivillige kræfter i Munkebjerg enormt. Hun mener, det er afgørende, at initiativet til projektet kommer fra borgerne selv, og at det er dem, der
styrer det.

”Det tror jeg betyder rigtig meget. Vi har både lysten og ressourcerne, og vi er tæt på nærmiljøet. For eksempel kan jeg som formand for skolebestyrelsen hurtigt nå ud til forældrene på skolen, og alle i gruppen har på samme måde meget direkte adgang til lokale netværk, de kan aktivere. Det betyder, at vi kan få meget hurtig feedback, og at projektet i den grad bliver lokalt forankret.”

Odense Kommune på DenOffentlige.dk Odense Kommune
Aktivitet: Artikler: 126 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer