De ti patienter lider alle af forstyrret hjerterytme. Tilstanden kan behandles med medicin, men det er meget individuelt, hvor store doser den enkelte patient har brug for. Derfor indlægges patienterne normalt på sygehuset, hvor man kortlægger deres hjerterytme i typisk en uge og samtidig regulerer mængden af medicin.
Det har krævet viden om både mikroelektronik og klæbeteknologi samt medicinsk indsigt at udvikle prototypen på det elektroniske plaster. Foto: Claus Bjørn Larsen
»Jeg glemte fuldstændigt, at jeg havde plasteret på,« siger socialpædagog Anne Carstens Holmen, Sæby, som var en af deltagerne i forsøget.
»Nu var forsøget blot en afprøvning, men hvis et elektronisk plaster havde været en mulighed, dengang jeg selv blev syg, så havde det været en stor fordel. Jeg var indlagt i fire dage med henblik på måling af hjertets elektriske aktivitet med EKG (elektrokardiografi, red.) og kortlægning af hjerterytmen. Det kunne jeg være sluppet for. Samtidig vil et plaster give et mere reelt billede af hjerterytmen. På sygehuset er man jo inaktiv.«
Tryghed i hjemmet
Lederen af det kliniske forsøg, adjunkt, ph.d. Birthe Dinesen, Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet, siger:
»Med et elektronisk plaster kan vi se den normale rytme. Vi kan også se, hvordan rytmen ændrer sig, når patienten foretager sig dagligdags ting som at slå græs eller dyrke motion. Så får vi et bedre grundlag for beslutningerne om doserne af medicin. Og tilmed sparer samfundet udgifter til sengedage på sygehuset.«
Plasteret var en prototype, der især skulle vise, at klæbematerialet og den øvrige komfort var acceptabel for patienterne. Plasteret havde indbygget elektronik, som var i trådløs kontakt med personalet på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Uden for sygehusets åbningstid var plasteret i stand til at slå alarm til assistancevirksomheden SOS International i København, hvis signalet fra elektronikken skulle falde ud. Det er en vigtig, ekstra tryghed for patienterne.
Ud over selve plasteret skulle patienterne bære en mobiltelefon og en lille boks, der fungerede som relæ for forbindelsen til sygehuset og SOS International.
De ti patienter har alle besvaret et spørgeskema. Det fremgår, at ingen har følt ubehag ved at gå med plasteret.
»Jeg havde tidligere haft allergi over for plastre, så jeg var forberedt på, at jeg kunne slå ud på huden, men der var heldigvis ingenting. Den eneste ulempe var, at jeg ikke kunne være nedringet, da plasteret så ville være synligt. Men det måtte man jo så lade være med,« siger Anne Carstens Holmen.
Hun følte ikke plasteret som et indgreb i privatlivet, tværtimod:
»Især dengang jeg lige var kommet hjem fra hospitalet, var jeg bekymret, og det ville have været en god tryghed, hvis jeg havde haft et elektronisk plaster på. Selvfølgelig er det overvågning, men det er til min fordel.«
»Jeg glemte fuldstændigt, at jeg havde plasteret på,« siger socialpædagog Anne Carstens Holmen, Sæby, som var en af deltagerne i forsøget. Foto: Ajs Nielsen
Takster skal justeres
Plasteret er udviklet i innovationskonsortiet »Det Elektroniske Plaster«.
»Først og fremmest fik vi vist, at plasteret ikke generede patienterne. Desuden fik vi set, at der er »hul igennem« til sygehuset og SOS International,« siger formanden for konsortiets styregruppe, business manager Jens Branebjerg, DELTA, om forsøget i Frederikshavn.
Inden plasteret kan sættes i produktion, skal den sensor, som overvåger hjerterytmen, udvikles færdig. Desuden skal der indhentes en række tilladelser fra sundhedsmyndighederne. Endelig skal nogle helt andre spørgsmål besvares, understreger Birthe Dinesen:
»I dag er taksterne i sundhedsvæsenet i høj grad sådan indrettet, at sygehusene får penge, når patienterne er indlagt. Den slags administrative og organisatoriske barrierer må løses. Men det er jeg ikke i tvivl om, at de vil blive. Fremtidens patienter er frie og mobile. Vi skal vænne os til, at en patient godt kan være én, der går på arbejde og er indlagt i eget hjem.«
