Fokus på sprog hæver karaktererne

28/09/2012 14:23

Holbæk Kommune

Undervisning i sprog – først og fremmest dansk – har stor betydning for, hvor godt eleverne klarer sig i skolen. Afdeling Bjergmarken på Sofielundskolen i Holbæk fokuser på sproget i alle fag. Det har tre år i træk givet 9. klasseeleverne et højere karaktergennemsnit end ventet.

- Med elevernes generelle baggrund burde gennemsnittet have været 5,7– men det blev 6,0 i den senest offentliggjorte oversigt. Det glæder vi os meget over, men vi ved også, at det kan se anderledes ud til næste sommer, fastslår afdelingsleder Bente Selvager.

Bjergmarken er bl.a. kendt for et højt fagligt niveau og høje forventninger til elever, forældre og medarbejdere. Og det tilskriver skole-hjem-vejleder Ann-Katrine Holm, at skolens miljøer præget af gode positive forventninger:

- Vi har en årelang tradition for målrettede indsatser gældende for hele skolens pædagogiske personale. Det bliver støttet af både vejlederne og det pædagogiske læringscenter. De sidste tre år har vi haft særligt fokus på sproget i alle fag.

Ingen trylleformular
Bjergmarken har ikke nogen trylleformular – ud over, at sprogudvikling styrker elevernes muligheder for at klare sig godt i uddannelsessystemet. Derfor har indsatsen omfattet ekstra fokus på såvel almindeligt dansk som fagsprog i f.eks. naturfag, historie og matematik.

I alle fag er dansk en forudsætning for at få mest muligt ud af undervisningen. Indsatsen har gavnet alle elever – uanset etnisk og social baggrund. Tosprogede elever har således ikke været taget ud af klassen til særlig danskundervisning.

Fleksible lærere
Projektet og den sproglige indsats har været en del af skolens virksomhedsplan. Lærerne med speciale i dansk som andetsprog gik f.eks. sammen med naturvejledere og læsevejledere i aktionslærer-team.

Skolen valgte at give den enkelte faglærer værktøjer til selv at kunne udvide elevernes begrebsverden i stedet for – som tidligere – at sende opgaven videre til lærerne i dansk som andet sprog.

- Det er vigtigt, at man på den enkelte skole er parat til at løse opgaven på sin egen måde. Selv om det har været en succes hos os, bliver det nødvendigvis ikke en succes hos andre, fastslår Bente Selvager.

Engagerede forældre
Bjergmarken har også haft gode erfaringer med at inddrage forældrene. Det kræver et overskud hos lærerne, men indsatsen betaler sig:
- Forældrene mærker, at de kan være med til at give deres børn en god fremtid. De fleste er også klar over, at gode danskkundskaber er en forudsætning for at klare sig på arbejdsmarkedet, siger Ann-Katrine Holm, som tilføjer: - Sprogvidenskaben har dokumenteret, at en skoleelev rundt regnet skal bruge et ord ca. 60 gange, før det sidder fast. Derfor kan man næsten ikke overdrive indsatsen for at arbejde med det danske sprog i alle fag.

Mest Læste

Annonce