Frivillige unge får Medborgerprisen 2012

12/12/2012 13:41

Niels Buch Johannsen

De unge, der yder frivilligt, socialt arbejde for andre unge i bofællesskabet Hyblerne får den nyindstiftede medborgerpris.

Rådmand Hans Halvorsen hædrer de unge, der yder frivilligt, socialt arbejde for andre unge i bofællesskabet Hyblerne. De frivillige får den nyindstiftede medborgerpris, som Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse står bag.

Hyblerne er et ungdomsboligfællesskab, hvor unge med behov for støtte og botræning er indskrevet og bor sammen med andre unge. De indskrevne unge får hjælp til at træne sociale færdigheder, så de lærer at stå på egne ben. Hjælpen får de fra både pædagoger og deres jævnaldrende bofæller, som forpligter sig til at hjælpe på frivillig basis.

”De frivillige unge i Hyblerne fortjener et stort skulderklap for deres indsats. De har valgt at flytte ind i Hyblerne for – som gode rollemo-deller – at hjælpe andre unge videre i livet. De frivillige unge bruger deres egne erfaringer fra ungdomslivet og studielivet. På den måde møder de deres bofæller på en jævnbyrdig bane, og det giver en dialog og fortrolighed, som de indskrevne unge kan gøre stor brug af,” siger rådmand Hans Halvorsen og tilføjer:

”De frivillige unge viser os, at vi som almindelige borgere med almindelige livserfaringer kan gøre en forskel for vores medborgere. Samtidig er Hyblerne et flot eksempel på, hvordan vi skaber nogle solide, sociale tilbud, der kombinerer den professionelle indsats med de gode kræfter, der findes i civilsamfundet. Det er én af de veje, vi skal gå, for at sikre fremtidens velfærd.”

Den nyindstiftede medborgerpris uddeles for første gang i år. Prisen indgår som en del af Sociale Forhold og Beskæftigelses frivilligheds-strategi og belønner en aktør, ”som har opbygget et ekstraordinært samarbejde mellem Sociale Forhold og Beskæftigelse og frivilligområ-det, herunder erhvervslivet”. Prisen består af 10.000 kroner samt en glasskulptur, som er skabt af Værkstedet Aarhus Nord under Voksenhandicap, Socialforvaltningen.

Foruden de frivillige i Hyblerne var frivillige på Kofoeds Skole og lokalformændene for hhv. Hjerneskadeforeningen og Autismeforeningen indstillet til Medborgerprisen 2012.

Hyblerne hører under Ungdomscentret i Familier, Børn og Unge, Socialforvaltningen. 

Mest Læste

Annonce