'Helt ud i det blå' med Svendborg Kommune

18/02/2013 13:45

Svendborg Kommune

'Helt ud i det blå' er Svendborg Kommunes nye friluftsprojekt, der skal inspirere til – på alle tider af året - at tage på tur til nogle af kommunens områder tæt ved sø, å og hav.

- Vi har arrangeret 12 guidede naturture - én søndag hver måned i hele 2013 - til 12 af kommunens spændende naturområder, udtaler biolog Henriette Mørck fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune

- Projektets anden guidede tur, søndag den 24. februar 2013 fra kl. 10 - 12, går til Lille Eng ved Kogtved, hvor mødestedet er p-pladsen på Kildebæksvej med indkørsel fra Kogtvedvej 75, forklarer Henriette Mørck. 

- På denne tur til Lille Eng kan man opleve et smukt kuperet og skrånende landskab helt ned til Svendborgsund. Høre om kommunens naturpleje med afgræsning af de skov- og græsklædte skråninger samt om områdets forskellige naturtyper i februar måned. Få de spændende fortællinger om udgravninger fra Lille Eng og Kogtvedgård samt om områdets kulturhistoriske baggrund, fortsætter Henriette Mørck. 

Turen guides af biolog Henriette Mørck fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune, samt af arkæolog Per O. Thomsen fra Arkæologi Sydfyn, Øhavsmuseet. 

HELT UD I DET BLÅ er blevet udviklet med støtte fra den pris som Svendborg Kommune har modtaget af Friluftsrådet i 2012, hvor Svendborg Kommune kåres som Danmarks Friluftskommune 2012 indenfor temaet de blå områder, dvs. ved sø, å og hav. 

- Når borgerne besøger områderne på egen hånd, kan de fra en opsat pæl med QR kode via en smartphone få mere information om det naturområde de står i, og hvad de særligt skal være opmærksomme på at opleve lige netop dér. Eller de kan downloade den nye guide HELT UD I DET BLÅ med kort og beskrivelse af områderne på kommunens hjemmeside eller hente den i borgerservice, på turistbureauet og på biblioteker, slutter Henriette Mørck. 

På kommunens hjemmeside www.svendborg.dk ses listen over ture med dato, mødested og indhold, ligesom turene også bliver annonceret i den lokale avis. 

Den nye guide over de 12 områder vil blive uddelt ved deltagelse i turen.

Mest Læste

Annonce