Herre i eget liv

23/01/2013 10:35

Randers Kommune

Når alderen sætter sine spor på den fysiske formåen, så er svaret i stadig højere grad: hjælp til selvhjælp.

Et kommunalt forsøgsprojekt har kortlagt fordelene ved brug af tekniske hjælpemidler blandt ældre, og resultaterne viser, at rigtig mange kan blive selvhjulpne igen, hvis kommunernes medarbejdere lærer at samarbejde på tværs af faggrupper. 


Robotstøvsuger, håndstøvsuger, strømpepåtager, microfiberklude. Hjælpemidlerne til ældre er mange, og det er i stigende omfang det, de ældre bliver tilbudt i stedet for – eller som supplement til – hjemmehjælp. Hjælpemidlerne skal, sammen med træning og instruktion, gøre den ældre i stand til fortsat selv at løse dagligdags opgaver som f.eks. rengøring eller at tage støttestrømper på. Noget af det, der ellers bliver brugt mange timers hjemmehjælp på.

Halvdelen kan blive selvhjulpne
Forsøgsprojektet viser, at blandt de borgere, der modtager ”let” hjemmehjælp, f.eks. hjælp til støvsugning eller let rengøring, kan ca. halvdelen blive helt selvhjulpne igen, hvis de får de rette hjælpemidler. Men for at hjælpemidlerne bliver en succes, skal kommunerne finde nye måder at tilrettelægge arbejdet på.
”Medarbejderne skal samarbejde om det her, ellers kommer vi ingen vegne,” fastslår Helle Hansen, der er chef for visitationsafdelingen i Randers Kommune. Hun tilføjer:
”Tidligere besluttede visitatoren, hvor meget hjemmehjælp den ældre kunne få. Nu skal visitatoren have overblik over alle tilgængelige hjælpemidler og herefter inddrage en terapeut, som kan instruere og træne pensionisten i korrekt brug af hjælpemidlet. Endelig skal også hjemmehjælperne uddannes i bruges af hjælpemidlerne, så de kan hjælpe den ældre med at bruge det, hvis behovet opstår,” forklarer hun.

Ny samarbejdskultur er nødvendig
Randers, Favrskov og Aarhus kommuner har, i samarbejde med Socialstyrelsen, deltaget i forsøgsprojektet med øget brug af hjælpemidler til de ældre. Og i Randers er man klar til at ændre arbejdsmetoderne på baggrund af resultaterne:
”Vi arbejder både med træning af de ældre og visitation til hjælpemidler. Men nu skal vi have lavet en ny samarbejdsstruktur og ikke mindst –kultur i mellem forskellige medarbejdergrupper, som nok har brugt hinanden i deres daglige arbejde, men som kan blive meget bedre til det. Samtidig skal vi have opkvalificeret en række medarbejdere, bl.a. vores visitatorer,” siger Helle Hansen.

Flytter fokus hos visitatorerne
I Randers Kommune har en række medarbejdere været på skolebænken i projektforløbet, og det har givet dem ny viden om de mange tekniske hjælpemidler, der findes til ældre, fortæller Randers Kommunes projektleder Karin B. Henriksen. Formålet har især været at flytte visitatorernes fokus fra den almindelige tildeling af hjemmehjælp til en vurdering af, hvordan man bedst muligt hjælper den ældre til at klare nogle opgaver selv. Og det er en nødvendig udvikling:
”Ser vi frem i tiden, forventer vi flere ældre, men færre hænder i ældreplejen. Dette projekt er med til at ruste os til at imødekomme denne demografiske udfordring,” forklarer Karin B. Henriksen.

Hjælp til selvhjælp er ny standard
At gøre de ældre selvhjulpne igen kræver imidlertid ikke kun nye samarbejdsformer. Det kræver et helt ny tankesæt siger formanden for sundheds- og ældreudvalget i Randers Kommune, Aage Stenz:
”Hvis vi skal kunne løse opgaven med praktisk bistand til pensionisterne i fremtiden, så er vi nødt til også at udnytte de ressourcer pensionisterne selv har,” siger han og tilføjer:
”Det vil fremover være en naturlig ting, at den ældre selv bidrager med den indsats, der er mulig, naturligvis støttet af kommunen med træning, instruktion og hjælpemidler.” At man fremover vil fokusere på hjælp til selvhjælp, inden man tildeler den traditionelle hjemmehjælp, vil også fremgå af den nye ældrepolitik som ventes vedtaget i Randers Kommune inden længe.

Mest Læste

Annonce