Holstebro Kommunes mål med Spejdernes Lejr til fulde opfyldt

13/12/2012 14:15

Karsten Peier

Byrådets økonomiudvalg meget tilfreds med evaluering af Spejdernes Lejr 2012

Den skal være en platform for profilering og markedsføring af Holstebro Kommune nationalt og internationalt - både på kort og på langt sigt. Den skal være en folkelig event, der involverer kommunens egne borgere og styrker det lokale fællesskab. Og den skal skabe omsætning for kommunens erhvervs- og handelsliv.

Det var tre af de mål, som Holstebro Kommune satte for værtskabet for Spejdernes Lejr 2012 i uge 30 i Holstebro. Alle tre målsætninger blev til fulde opfyldt, viser en evaluering af effekter af lejren.

Høj markedsføringsværdi

Evalueringen blev behandlet i mødet den 12. december i byrådets økonomiudvalg, der udtrykker stor tilfredshed med resultatet.

- Spejdernes Lejr satte i den grad Holstebro Kommune på landkortet og skabte en meget høj markedsføringsværdi. Det understreges f.eks. af, at otte ud af 10 danskere på landsplan ifølge undersøgelsen var bevidste om, at lejren skulle holdes i Holstebro, og at lejren alene i juli 2012 blev omtalt i knap 2.400 artikler, hvortil kommer omtale i TV og radio, siger borgmester H. C. Østerby.

Stort engagement fra kommunens borgere

Også indadtil i kommunen levede Spejdernes Lejr til fulde op til forventningerne.

- Det er meget imponerende, at ikke færre end 20 pct. af borgerne i kommunen på den ene eller den anden måde var involveret i aktiviteter i forbindelse med lejren. 95 pct. af borgerne giver udtryk for, at det var en god idé, at kommunen var vært for lejren, og over 90 pct. ser gerne, at vi trækker lignende arrangementer hertil. Det viser, at Spejdernes Lejr i høj grad har været med til at styrke stoltheden ved at bo i kommunen og følelsen af, at vi i fællesskab kan løfte store opgaver. Det var også et af vores pejlemærker for at søge værtskabet for lejren, understreger borgmesteren.

Omsætning på op mod 150 mio. kr.

Ud over mange tusinde arbejdstimer fra medarbejdere investerede Holstebro Kommune ca. 10 mio. kr. i at være vært for lejren. Den investering har tjent sig selv hjem adskillige gange.

- Det er svært at måle den direkte økonomiske effekt af lejren. Men ud fra bl.a. spejderorganisationernes budget for lejren, spejdere og gæsters direkte forbrug under selve lejren og den teoretiske annonceværdi på den markante omtale i medierne skønner vi, at lejren har genereret en omsætning på op mod 150 mio. kr., siger H. C. Østerby.

Virkninger på længere sigt

Ud over de kortsigtede effekter af Spejdernes Lejr 2012 forventer Holstebro Kommune også gevinster på længere sigt.

- Evalueringen viser, at 71 pct. af spejderne aldrig tidligere havde besøgt Holstebro, og mange tog herfra med en positiv opfattelse af byen og egnen. Der er næppe tvivl om, at det også på længere sigt vil generere værdier, bl.a. i form af flere gæster til vores område. En række virksomheder, som medvirkede i lejren, har fået erfaring fra samspillet med frivillige og nye ideer med sig hjem, som de kan bruge i andre sammenhænge. En yderligere langsigtet virkning er f.eks., at det samarbejde, som vi fra kommunens side havde med spejderne før og under lejren, fortsætter i forskellige sammenhænge efter lejren, understreger borgmesteren.

Mest Læste

Annonce