Hurtig behandling af byggesager

18/09/2012 12:44

Svendborg Kommune

Søg en byggetilladelse og få hurtigt svar. Det er virkeligheden, når virksomheder og borgere i Svendborg Kommune søger i disse dage. - Hen over sommeren kunne vi ved vores privatbyggesager nærmest sende byggetilladelsen i samme øjeblik, som ansøgningen kom ind ad døren. Men nu kan vi godt mærke, at der er kommet gang i byggeprojekterne igen, men det tager stadig kun kort tid at få en tilladelse, fortæller Kjeld Bussborg, direktør for Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

- Området fik tildelt ekstra ressourcer i foråret, og det er det, der nu er begyndt er slå igennem. Samtidig har vi ændret vores procedurer, så vi screener alle byggesagerne, så snart de kommer ind i huset, fortsætter Kjeld Bussborg.

Ud over sagsbehandlingstiden for byggesager er kommet i bund, har Svendborg Kommune også fået positiv respons på det såkaldte 'nem sag'.

- Nem sag-princippet gør det muligt for virksomheder at komme forrest i køen med deres erhvervsbyggesag, hvis de afleverer en fuldt oplyst ansøgning, der ikke samtidig kræver andre tilladelser eller lignende. Og det har virksomhederne taget rigtig godt imod, så det princip holder vi selvfølgelig fast i, slutter Kjeld Bussborg.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på byggesager i Svendborg Kommune ligger i øjeblikket på lige under tre uger i gennemsnit på privatbyggesager og under fire uger i gennemsnit på erhvervsbyggesager.

Der sidder i alt otte medarbejdere og behandler byggesager i Svendborg Kommune. Samme afdeling løser også opgaver inden for udstykning, landzonetilladelser, naturbeskyttelse og ejendomsbeskatning.

Mest Læste

Annonce