Implementering af interviewredskabet, COPM (Canadian Occupational Performance Measure), i et tværfagligt koordineret behandlingsforløb. Rehabiliteringsindsats med patienten i centrum - Fra buzzwords til handling - et organisationsperspektiv

Introduktion Denne praksisbeskrivelse handler om indførelse af COPM interview som fast standard. Et redskab til at forbedre det ligeværdige samarbejde med patienten. Desuden omhandler praksisbeskrivelsen refleksioner over implementeringsprocesser og begreberne "at sætte patienten i centrum" og at arbejde "klientcentreret". Beskrivelse af aktivitet og forløb m.v.

At rehabiliteringsindsatsen skal tilrettelægges i samarbejde med patienten må være en selvfølgelighed på en afdeling, hvis værdisæt bl.a. bygger på "patienten i centrum" og hvis kerneydelse er rehabilitering.
Ikke desto mindre kan det være svært, at få omsat ordene til konkrete handlinger i en tværfaglig organisation, hvor mange forskellige monofaglige eksperter har deres rutiner, forankret i traditionelle hospitalsprocedurer. Hvor patienten er i krise, revet ud af sin dagligdag og endnu ikke har indsigt i den nyligt indtrufne sygdom, dens konsekvenser og derfor let overlader beslutningerne til eksperterne.
 

I afdelingens praksis har der længe været tradition for at inddrage patienten i en fælles målsætningsproces. Ofte blev patientens forventninger og ønsker til hvilke konkrete mål, et rehabiliteringsforløb
skulle indfri, afklaret i løbet af få minutter - måske var det i højere grad personalets mål end patientens som hurtigt blev formuleret i de situationer, hvor der ikke for alvor var skabt tid og ro til at patienten reelt kunne komme på banen, og selv forholde sig til og formulere ønsker og mål for rehabiliteringsindsatsen aktuelt?
 

COPM er et ergoterapeutisk interviewredskab, som sætter fokus på patientens egenvurdering af de mest betydende aktivitetsproblematikker. Via en VAS skala fra 1-10 indkredses under
samtalen hvilke aktiviteter, der betyder mest for patienten og som skal prioriteres i rehabiliteringsarbejdet. Interviewet tager oftest minimum 45 minutter.
Ambitionen var derfor i ergoterapien, at tilbyde alle patienter et COPM interview, der ville kunne være basis for et forbedret reelt samarbejde med patienten. I praksis kunne vi imidlertid konstatere, at på trods af, at alle ergoterapeuter anerkendte COPM, som et velegnet værktøj
til klientcentrering, blev det dog kun anvendt i de færreste patientforløb.
Det kunne der være mange forklaringer på:
Barrierer, som personalet gav udtryk for, var eksempelvis samtalekunsten, som kom til kort, manglende tid, manglende sammenhæng med, hvad patienten i øvrigt blev tilbudt af behandling/
træning fra andre faggrupper, en manglende tværfaglig accept af, at en faggruppe på andre professionelles vegne, skulle sætte mål sammen med patienten.
Barrierer, som personalet oplevede i forhold til patientsamspillet, beroede ofte på hjerneskadens konsekvenser, eksempelvis være kommunikative vanskeligheder, hukommelsessvigt, manglende erkendelse af sygdommens konsekvenser og en tro på at blive som før, en antagelse af at eksperterne ved bedst, en manglende evne til at sammenholde træningen på hospitalsafdelingen, med hverdagslivet efter udskrivelsen samt en nedsat evne til at indgå i en abstrakt samtale.
Resultatet var, at udbyttet af COPM samtalen oftest ikke stod mål med forventningerne, og at ergoterapeuterne ofte nedprioriterede dette.
 

Implementeringsprocessen af COPM fik først gennemslagskraft, da det blev grebet struktureret an i et forskningsprojekt. I projektet blev der gjort brug af: undervisning og fælles refleksion, kommunikationsworkshops, video og kollegial vejledning, afdækning af evidens på området og udarbejdelsen af klinisk retningslinie med indikatorer på SKS kode niveau, krav om systematiske notater i den elektroniske journal, og ikke mindst jævnlige målinger herpå. Samtidig med at resultaterne fra de tilbagevendende journalaudits jævnligt blev diskuteret på personalemøder, blev der også diskuteret løsningsmuligheder på de ovennævnte barrierer både hvad angik
personlige kompetencer og organisatoriske barrierer.
 

Dialogen i terapeutgruppen handlede bl.a. om balancen mellem at være ekspert - coach, at tage styringen - gradvist overgive samme til patienten, som kaos aftager. I virkeligheden var det at arbejde klientcentreret ikke bare en standardprocedure som fungerede, fordi der blev taget en beslutning herom. En kontinuerlig refleksion over, hvilket niveau det er muligt at etablere et ligeværdigt samarbejde med patienten var nødvendig. Der skulle opbygges en bevidsthed
om et helt repertoire af konkrete handlingsmuligheder, når patienten p.g.a. funktionsevnetab ikke kunne indgå i et jævnbyrdigt partnerskab. Den systematiske overvejelse om COPMs anvendelighed medførte samtidig en bevidsthed om andre strategier for at tilbyde patienten
maksimal indflydelse, information i det omfang han magter det i situationen - en balance som det er terapeutens fornemste opgave at vurdere på og være bevidst om i ethvert forløb.
 

At arbejde monofagligt med patientens mål giver imidlertid ikke mening for patienten eller for den tværfaglige organisation, hvor der må være konsensus om mål og indsats. Derfor var det vigtigt at få COPM redskabet integreret i det tværfaglige samarbejde med patienten også.
COPM som anvendeligt redskab, vandt ved brug på tværfaglige teammøder lidt efter lidt gehør. Kombineret med undervisning og en revision af mødestruktur og -indhold generelt i afdelingen, blev COPM indtænkt som forarbejdet til en tværfagligt fast mål-plan møde, hvor der sammen med patienten fokuseres på den konkrete handleplan de næste 14 dage.
 

I dag kan vi ved journalaudits konstatere at der i samtlige patientforløb er dokumenterede overvejelser om klientcentrering, at alle patienter deltager i udarbejdelsen af en konkret handleplan for rehabiliteringen og at en relativ stor andel (80 %) af patienterne faktisk inddrages i
målsætningsprocessen med baggrund i brugen af COPM redskabet.
Spørger vi patienterne, vil der fortsat være nogle, som ikke kan redegøre for egne mål eller planer for rehabiliteringsforløbet, og som ønsker træning frem for snak!
 

Betydning

COPM er et redskab, der kan danne grundlag for at skabe ejerskab til egen målsætningsproces og dermed udgangspunkt for et ligeværdigt samarbejde med de professionelle.
Et ligeværdigt samarbejde er idealet, men ikke altid muligt på grund af patientens funktionsevnetab. Der er behov for mange forskellige strategier og en situationstilpasset tilgang til klientcentreringen.


Fremmende/hæmmende faktorer

COPM giver et øjebliksbillede og må derfor løbende gentages gennem et rehabiliteringsforløb. COPM er tidskrævende og forudsætter gode kommunikative kompetencer.
 

COPM er udviklet som et monofagligt redskab, men vil oftest være udtryk for patientens hele situation og dermed bør det indgå i den tværfaglige koordinerede tilgang.
 

Temaer

Den professionelle rolle som ekspert og coach - patientens aktive medvirken er afhængig af de professionelles kompetencer
Struktureret og mangefacetteret implementering af nye evidensbaserede redskaber i en klinisk praksis
I hvilket omfang ønsker og magter patienten at tage ansvar for egen rehabilitering? Hvad gør vi, når ønskerne ikke altid er i overensstemmelse med rehabiliteringsideologien?

Praksishistorie nr. 51

Institution/Organisation: En neurorehabiliteringsafdeling for senhjerneskadede patienter i
fase II rehabilitering.

Kontaktperson: Gitte Jepsen og Hanne Kaae Kristensen:
[email protected]/ [email protected]

Kilde: Praksishistorie 51 i "Rehabilitering i Danmark 2010
- beskrevet gennem praksishistorier",Rehabiliteringsforum Danmark
November 2010

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer