Julekalender til smartphone gør børnefamilier aktive

26/11/2012 11:49

Randers Kommune

Børnefamilier kan i december måned blive mere aktive og få kvalitetstid sammen i den travle måned. Randers Sundhedscenter samarbejder nemlig med iværksættervirksomheder for at gøre borgerne sundere, og ét af resultaterne er FamilyKicks julekalender, der skal gøre børnefamilier mere aktive.

Tag en julefortælling, kombiner den med en fysisk aktivitet for hele familien og upload et billede af aktiviteten til Facebook, hvorefter du har mulighed for at vinde en præmie for hele familien. Det er resultatet af et samarbejde mellem Randers Sundhedscenter og lokale iværksættere, der skal gøre december måned lidt sundere for børnefamilier i Danmark.”Visionen med julekalenderen er at motivere børn og deres forældre til mere leg og bevægelse i hverdagen og minde børnefamilierne om, hvordan de nemt kan være fysisk aktive sammen i en travl hverdag præget af individuelle gøremål. Vi vil gerne have børnene væk fra computeren, og få dem til at genopdage de lege, som vi legede i gamle dage, ” fortæller Line de Place, en af iværksætterne, der har været med til at udvikle julekalenderapplikationen.

Sjov og fysisk aktivitet Julekalenderen er en applikation, der består af en julefortælling med et nyt kapitel hver dag. Julestemningen er blevet væk hjemme hos Asger og Sofie, og julemusen Fabian rejser derfor ud for at genfinde julestemningen. For hvert kapitel af fortællingen er der en fysisk aktivitet for hele familien, som er velkendt, nem at gå til og hurtig at gennemføre. Det kan for eksempel være flaskehalsen peger på. Mens man udfører aktiviteten kan man tage et billede og uploade det til virksomhedens Facebook-side, hvor der hver uge bliver udpeget en vinder.”Med applikationen håber vi på, at vi kan få mere fysisk aktivitet ind i hverdagen på en anden måde, end det er set tidligere. For at få børnene til at minde deres forældre om at åbne en ny låge i julekalenderen hver dag, er familieaktiviteten inkorporeret som et sjovt element i den spændende julefortælling, som vi håber, vil fange børnenes interesse” forklarer Line de Place. Og der er positiv opbakning til julekalenderen.”Julekalenderen er startskuddet til at få gang i nye fællesaktiviteter, og den kan ikke kun bruges de 24 dage i december, men også i andre sammenhænge, for eksempel til fødselsdage. Den kan således være et afsæt til at lave flere fælles ting som en familie, og så er det vigtigt, at det er leg og sjov, og at alle kan være med,” fortæller Jesper Jakobsen, der sammen med sin familie har prøvet julekalenderen. Jespers 12-årige datter, Linea Engelbrecht, synes også, at det er en god julekalender.”Det er hyggeligt at bruge julekalenderen. Vi kan lave noget sjovt sammen, hvor vi sidder og griner. Min favorit aktivitet er flaskehalsen peger på,” forklarer hun.

Offentlig og privat samarbejde Baggrunden for udviklingen af applikationen er et projekt om offentlig og privat innovation, hvor Randers Kommune i samarbejde med iværksættervirksomheder forsøger at finde nye veje til sundhed for borgerne. Susanne Bækgaard, leder af Randers Sundhedscenter er glad for udviklingsarbejdet med iværksættervirksomheder. ”Vores vision med sundhedscenteret er at gøre borgerne i Randers sundere, og det kan vi blandt andet bruge den nye teknologi til. Vi har den fordel i sundhedscenteret, at vi hurtigt kan inddrage borgerne, når eksempelvis nye applikationer om fysisk aktivitet skal afprøves. På den måde får virksomheder direkte respons på deres produkter fra borgerne samtidig med, at sundhedscenteret får fri adgang til at afprøve nye sundhedsfremmende tiltag til gavn for borgerne,” forklarer hun.

FaktaMan kan få adgang til julekalenderen ved at søge på FamilyKick på sin smartphone. Appen er tilgængelig på alle androidtelefoner og inden længe også på iPhones. Send en mail til [email protected] eller tryk ”synes godt om” facebooksiden www.facebook.com/julekalenderapp. Så får du besked når appen er på App Store.Den primære målgruppe for applikationen er børnefamilier med børn i alderen 5-12 år.

Mest Læste

Annonce